Skæve historier, sære ord og skarpe blikke

Dagens ord: Buffetbrænding

Den forvirrede malstrøm der opstår omkring midten af en buffet, når to køer uafhængigt af hinanden er opstået i hver sin ende, fordi der tilsyneladende er de samme slags retter på hver side, og man kan vel for fanden ikke blive ved med at stå og vente mens folk stikker i salaten efter kyllingestykker og roder efter det sprødeste stykke på kødfadet. Midtvejs kværner folk og tallerkener hjælpeløst mod hinanden i buffetbrændingens greb, mens den ene rækker over den anden, og der mumles undskyldende, og skosnuder træder over skohæle, og ingen kan rigtigt finde ud af hvem der skulle til først, og undskyld mig, men det er da alligevel forskellige retter på hver side, er det ikke.

Posted on søndag, oktober 24, 2010 at 12:23PM by Registered CommenterAlexK in | Comments1 Comment

Dagens ord: Godtepose

Lille, sort plastikpose med omhyggelig knude i toppen og en blød, rund vægt i bunden. Bør ikke åbnes.

Hvis man går sig en tur ved aftenstide i større danske byer kan man finde godteposer overalt på gader og stræder hvor der luftes hunde. De ligger diskret ved plankeværker, langs mure og på hjørnerne. Nok dikterer folkestemningen at det ej er comme il faut at lade sin hund skide på fortovene som i de gode, gamle dage, men at man dertil skal finde sig i at skulle bære sagerne hjem i jakkelommen, der går grænsen. Ud fra tætheden af godteposer på byens fortove burde man ofte se hundeluftere der med rynket pande og spids mund tager hånd om lorten, men senere med slet skjult skadefryd lader posen glide af hænde når ingen kigger. Hævnen er sød. Og lige til at samle op igen.

Posted on torsdag, oktober 21, 2010 at 01:18PM by Registered CommenterAlexK in | CommentsPost a Comment

Dagens andet ord: Krykfaktor

Det hemmelige tal som betegner ens niveau af usselhed og dertil påkrævede ynk, når man er på krykker. Krykfaktor bruges blandt andet til at udregne hvem der har mest ret, når pensionist med slingreben og stok og yngre dame på krykker støder hornene sammen over det forreste handicapsæde i bussen. Krykfaktor tæller også i køen ved kassen, hvor man ikke længere får ballade for at slå andre mennesker mere eller mindre tilfældigt over skinnebenene eller skubbe sin indkøbskurv ind i deres knæhaser. Sidst, men ikke mindst, gør krykfaktor det fuldstændigt lovligt, undskyldeligt og forståeligt at man optræder i joggingbukser med hængerøv ved højlys dag, selv i det indre København.  

Posted on onsdag, oktober 20, 2010 at 12:52AM by Registered CommenterAlexK in | CommentsPost a Comment

Dagens ord: Kavalergang

Trappe ned til dametoiletterne på Hovedbanen i København. Fra tid til anden kan man fange en kavaler på fersk gerning ved gelænderne foroven, når damerne stiger ned i dybet og kan betragtes fra fordelagtig vinkel. 

Posted on onsdag, oktober 20, 2010 at 12:50AM by Registered CommenterAlexK in | CommentsPost a Comment

Dagens ord: Flødekrølle

Den præcise stilling en kattehale antager når halens ejer har fået piskefløde i sin skål. En smuk skrue over ryggen, og en halv drejning fra at være en fuldendt grisekrølle.

Posted on torsdag, oktober 14, 2010 at 04:52PM by Registered CommenterAlexK in | CommentsPost a Comment
Page | 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | Next 5 Entries