Den tilstand man kan befinde sig i, når vejret er gråt, dagen for lang, bukserne strammer og det hele er lidt trælst. Så går man der med knuder på halen og rynker i panden og mugger og knotter og sender lange, skæve blikke til verden, og lader ting sive mellem sidebenene eller endda over læberne, indtil verden, vejret og alle de andre synes at arte sig igen. At knotte skal ikke forveksles med brokkeri.

Dét ofte ret tilfældige eller kedelige sted man ender med at kigge hen når man står i en stopfyldt bus, og ligesom enhver anden i det fælles rum demonstrativt undgår at se på nogen eller noget, selvom alle alligevel holder øje med alle, men ikke kan være ved det, fordi blikke for danskerne, den tavse stamme, er vildere end en hånd på låret. En veltrænet danskers øjne vil som en snurretop glide hid og did mellem de andres blikbaner, indtil de finder et naturligt vigepunkt i rummet. En bus i myldretiden i det indre København er en mesterlig og dog helt tavs og overset opvisning i synkron vigepunktning.

 

Dén tilstand man er i, når man med et blidt, beklagende smil siger "Jeg tror desværre du sidder på min plads..." i et propfuldt IC3-tog fredag aften mod Jylland. 

At nidglo. Jeg nidglor. Du nidglor. Han nidglor. De nidglor.

Dét forlængede blik man sender et andet menneske i en stillekupé, når vedkommende med største selvfølgelighed haler en lystigt spillende mobil op af lommen og giver sig til at redegøre for præcist hvornår toget mon er ved næste station, og om der skal købes ind til aftensmaden før eller efter afhenting på stationen. Som oftest praktiseret af ældre mennesker i pæne frakker.

Forløberen for nidglo hedder vanblik; den flakkende, fordækte stirren, der tilfalder ham fyren på sædet overfor med ølflasken en tidlig tirsdag formiddag.