Harmonika mafiaen til kaffe 

 

Det er torsdag. Gråt, koldt, men med højt til himlen og et klart vinterlys under skyerne. Mellem rækkerne af cyckler på Bruuns Bro sidder harmonikermafiaen med hatten fremme. De møder ind om morgenen, fordeler sig ud på gadehjørnerne, og trækker harmonikaer, tiggerhatte, ydmygende positioner og violiner frem, alt efter hvad de lige spiller i dag. Ved frokosttid, forestiller jeg mig, burde der være afløsning, men først når strømmen i byen dør ud og danskerne fortrækker hjem i friværdien, holder harmonikamafiaen fyraften. De samles i små klynger, og køres væk i rummelige biler. Småsnakker måske lidt om dagen, eller måske trues de af chaufføren.

De har været synlige i gadebilledet en del år. Der er blevet snakket meget om dem; afslørende avisartikler, politianmeldelser, indlæg i den offentlige debat. De handlende er sure, kunderne er sure. Der må gøres noget ved tiggeret, der skæmmer gadebilledet og gør det lidt surere at impuls-shoppe.

Der er næsten altid en eller flere harmonikaer på hjørnet af Ryesgade og Banegårdsplads. Somme tider en violin, der dagen igennem spiller temaet fra Godfather.  Nogle af besætningen spiller godt, andre vikarierer for den rigtige spillemand.
"László, you play today! OK?"
"But ... I no play the harmonica... "
"You play, László. We neede the harmonica on Strøget."
"But..."
"László. Just play. No hard."

Jeg har prøvet at læse op på, hvor de kommer fra. Hvem de er. Jeg har hørt (og sådan er det jo), at det er organiseret. At folkene med hattene og musikinstrumenterne kommer langt væk fra. Køres herop, sættes ud på gaden for at tjene penge, køres hjem igen. At de har gæld, eller noget i klemme. At de ikke rigtigt har noget valg. Jeg køber historien, for hvad skal de her ellers. Sidder man i Budapest og tænker: Jeg smutter lige nordpå med toget og tigger lidt. Man kan tjene en god dagsløn deroppe, har jeg hørt.

Jeg vil gerne give penge til folk, der har det hårdt. Jeg har prøvet at tigge, og jeg synes det er en ætsende, ydmygende situation. Men mafiaen skal ikke have penge, har jeg besluttet mig for. Jeg tror ikke på at mine småpenge går til manden med hatten. Så jeg går som så mange andre hurtigt forbi, undgår øjenkontakt, men det nager mig. Det nager mig, at jeg ikke har modet til at se dem i øjnene og sige nej, og det nager mig, at de med business-like overlæg giver mig dårlig samvittighed ved deres blotte tilstedeværelse. Jeg synes, vi begge to er gidsler for en tredjemand, ingen af os kan gøre noget ved.

Dagens harmonikamafia på Bruuns Bro er en midaldrende mand. Han ligner en familiefar. En kone og nogle unger derhjemme. Eller måske ike mere. Måske giver jeg ham en historie, han slet ikke har haft. Trist mund, venlige øjne, benene klemt ud til siden i ubekvem havfruestilling. Jeg bilder mig ind, at det er tålmodighed, jeg kan se i hans ansigt. Han holder hatten frem, men ikke i vejen for nogen. Stirrer ud mellem de forbipasserendes ben på banelegemet og togene.

Og endelig sker det: Jeg får øjenkontakt. Er klar til at låse mit ansigt, sige nej, lukke af, passe på. Men han nikker venligt. Jeg nikker venligt, lidt undskyldende, tilbage. Ingen anklage. Ingen pres. Han siger ikke noget. Der er bare hatten, der hænger foran ham i hans hænder. En plan, jeg længe har haft, modnes endelig i mit hoved. Jeg må gøre mig fri af harmonikamafiaens hjernekontrol.  

Jeg haster til aftale lidt længere nede af gaden, men lægger vejen forbi en kaffebar på tilbagevejen. Køber kaffe og en højt belagt gulerodsmuffin, husker sukker og mælk ved siden af. Penge er forbudt, men det er naturalier ikke. Det må være afsindigt koldt og surt at sidde på jorden. Det blæser på Bruuns Bro, og banegraven er en født vindtunnel. Og hvis han er en ægte tigger, vil han jo ikke sige nej. Måske kan jeg afsløre ham lige dér, tænker jeg stolt.

Han har flyttet sig, da jeg kommer tilbage, og et øjeblik tror jeg han er væk. Ærgelsen breder sig, men så kan jeg se hans havfrue-foldede ben i grå bukser længere fremme. Jeg bruser frem mod ham, som et jagerfly mod sit mål, klar til at bombe med mad. Nu kan han ikke stoppe mig.

Vores øjne mødes igen, da jeg alligevel stopper i behørig afstand. Jeg vil ikke for tæt på, vil ikke se ud som om jeg giver almisser. Jeg rækker kaffen og kagen til ham. Vil ikke have, at nogen af os bliver ydmyget, så jeg forklarer med venlig budstemme:"Coffee ... there you go. Sugar. And here is milk..."

Han tager imod. Han er taknemmelig. Men ikke ydmyget, eller ydmyg. Mumler noget på tysk, nikker venligt. Inspicerer posen med kage, sætter forsigtigt kaffen ved siden. Der er noget sært dagligdags og ganske ventet over det hele. Han er hverken overrasket eller målløs, men taknemmelig. Jeg nikker, fortsætter videre, ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv eller situationen. Han smiler til mig, et lidt trist og venligt smil, da jeg drejer om den næste hjørne, og ikke kan dy mig for at kigge tilbage.

Jeg fik ikke det ud af det, jeg ville. Ingen overstrømmende taknemmelighed, ingen åbentlys foragt og smiden med kaffekopper og forlangen penge i stedet. Og så alligevel. Jeg ville jo egentlig bare gerne have, at vi mødtes uden etiketter. Det hjælper ikke på noget at han er dum tigger, og jeg er rig kælling. Kaffen hjalp, fordi kaffe er rituelt hyggeligt og automatisk udligner ubehagelige forskelle, i hvert fald et stykke tid.

Gad vide, om han smed den ud. Om den står og bliver kold ved siden af ham, fordi han skal komme med penge i aften, og ikke kaffe. Gad vide om han tænker på sin kone og sine børn, hvis han har dem, gad vide hvad han tænker om mig. Eller overhovedet.

Gad vide hvad der sker, hvis vi mødes igen. Glemt, genkendelse, instant venner, fast krav på kaffe hver formiddag? Måske bliver han skiftet ud. Måske banker hans boss ham, fordi han har modtaget naturalier i arbejdstiden.