Fiskemandens kunst
Jeg gik altid den samme vej til arbejde (selvom et indlæg på politiken.dk fik mig til at overveje andre ruter, for at udvide min hjerne). På min rute ligger der en fiskemand, en af den slags butikker der signalerer "gammelt håndværk" og "ærlige fisk inside". De er med på noderne ("Færdige fiskeretter - lige til mikro-ovnen!"), men også så ærlige, så nede på jorden, så lige-fra-kutteren agtige.
Butikken har et kæmpe vindue ud mod gaden, og hver morgen bliver det fyldt med frisk, glitrende is. Og hver morgen er der en ny ekstravaganza af fiskekunst på isen. Fiskemanden er et underkendt talent. Han arrangerer sild i sirlige hjul og fraktalmønstre. Han stabler rødsætter i skridende stakke. Han fletter ål med havtasker, og lægger mosaikker med rødtungefiléter og krabber.
Og hver dag har han dagens superfisk - den sære fisk, den mærkelige fisk i midten, udstillingens perle. Sidste dag var det en sær, hajagtig ting på en halvanden meters penge, med gabende mund og spidse finner. Den stirrede blindt på mig, som døde fisk nu gør. Han har aldrig formået at præsentere mig for en superfisk, jeg kender. De er altid scary og sære. Monstre fra havets bund. Dyr, jeg aldrig ville have mødt, hvis ikke fiskemanden havde muntret sig med at købe dem, for at kunne chokere og imponere sine kunder.
Hver morgen stoppede jeg betaget op foran fiskemandens vindue. Jeg beundrede hans mønstre. Jeg stirrede med fascination på dagens superfisk. Jeg købte aldrig noget, men det burde jeg. Ikke alene er det trendy at spise fisk, det er også en butik der beriger min dag og som jeg burde støtte.
På den anden side ligger den på Frederiksberg. Emmerys-mødrene shopper garanteret friske fisk til deres økologisk-fårepels-indhyllede projektbørn efter at have været forbi Kong Gulerod, den eksklusive grøntsags-italienske-specialiteter og nummereret-lynghonning-fra-Karl-på-Samsø butik. De tager 25 kroner for en lille pose rosenkål med rødt plastiktape.
Butikken har et kæmpe vindue ud mod gaden, og hver morgen bliver det fyldt med frisk, glitrende is. Og hver morgen er der en ny ekstravaganza af fiskekunst på isen. Fiskemanden er et underkendt talent. Han arrangerer sild i sirlige hjul og fraktalmønstre. Han stabler rødsætter i skridende stakke. Han fletter ål med havtasker, og lægger mosaikker med rødtungefiléter og krabber.
Og hver dag har han dagens superfisk - den sære fisk, den mærkelige fisk i midten, udstillingens perle. Sidste dag var det en sær, hajagtig ting på en halvanden meters penge, med gabende mund og spidse finner. Den stirrede blindt på mig, som døde fisk nu gør. Han har aldrig formået at præsentere mig for en superfisk, jeg kender. De er altid scary og sære. Monstre fra havets bund. Dyr, jeg aldrig ville have mødt, hvis ikke fiskemanden havde muntret sig med at købe dem, for at kunne chokere og imponere sine kunder.
Hver morgen stoppede jeg betaget op foran fiskemandens vindue. Jeg beundrede hans mønstre. Jeg stirrede med fascination på dagens superfisk. Jeg købte aldrig noget, men det burde jeg. Ikke alene er det trendy at spise fisk, det er også en butik der beriger min dag og som jeg burde støtte.
På den anden side ligger den på Frederiksberg. Emmerys-mødrene shopper garanteret friske fisk til deres økologisk-fårepels-indhyllede projektbørn efter at have været forbi Kong Gulerod, den eksklusive grøntsags-italienske-specialiteter og nummereret-lynghonning-fra-Karl-på-Samsø butik. De tager 25 kroner for en lille pose rosenkål med rødt plastiktape.