Jeg bor i Holte, som kan siges at være både charmerende og rustikt og langt væk fra CPH (TM), og mit internet er mildt sagt ikke det bedste i verden. Med “bedste” mener jeg et internet, der flyder gennem kablerne som en lind pakkesovs, og ikke et internet, der sporadisk forsvinder fra jordens overflade eller kommer i brutale, gylpende klumper som en kat med med hårbolde.

Siden jeg flyttede hertil har der været problemer med adgang til internettet. Årsagen er ikke rigtigt noget specifikt, ikke sådan noget man kan sætte fingeren på eller skrive en fornuftig fejlmelding. Måske er det solens magnetiske udladninger, eller solsorte, der skider på kablerne. Det kommer sådan lidt i perioder - tilfældige dage og aftener har jeg bare ikke rigtigt noget internet, medmindre man synes at det er underholdning i sig selv at prøve at ramme de 2 sekunder af gangen, hvor modemet ikke er offline eller i gang med at forsøge at koble sig på igen.

Min udbyder er Cybercity, og jeg har et ekstremt had/kærlighedsforhold til dem. Når det virker, er vi krammevenner. Når det ikke gør, er jeg parat til at brænde deres hovedkvarter ned og brølende kaste håndfulde af skrigende (uskyldige) supportere på bålet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bliver virkelig, virkelig ikke særlig glad, når mit net forsvinder. Jeg kommer hjem og er træt, og vil gerne hænge lidt på nettet i de 4.0 fritidstimer jeg har, før jeg skal i seng og op på arbejde igen. Jeg betaler ret meget for mit internet. Så må det også gerne virke forfandenifuckinghelvede. Som regel kaster jeg ting efter det (formentlig) sageløse modem (dog uden at ramme - det ville være en katastrofe) og råber hysterisk af min SFEFAIP (Sad Fucking Excuse For An Internet Provider) for i det mindste ikke at dø af forhøjet blodtryk.

Jeg har sludret indgående med kundeservice, og fået adskillige mere eller mindre eksotiske forklaringer. Forbindelsen har været fejlmeldt. Der har været en af de sjældne og eksotiske TDC-teknikere og hive i kablet udenfor. Jeg har fået et nyt modem. Der er blevet skruet op og ned for hastigheden. Ingen kan finde ud af, hvad der er galt. Min egen teori er, at kobberet i kablerne er nostalgisk, patineret og lidt forsømt som de offentlige veje herude. Eller måske skaber regnormene trykbølger, der forstyrrer.

Her til aften var den gal igen.  Klokken 21:10 gik mit internet ned. Mit modem, som har fire lysende felter, forvandlede sig til et langsomt, sørgmodigt diskotek efterhånden som LED 1-4 trofast forsøgte at gå online og fejlede gang på gang på gang. Jeg tænkte, at jeg for afvekslingens skyld ville ringe til kundeservice og høre, om de (cue bitter tone) havde en forklaring, jeg ikke havde hørt før, mens jeg ventede på om det gik over for i aften eller ej (det gjorde det). Det blev til uventet morskab efter at jeg havde tastet mig igennem den obligatoriske “TRYK 1 HVIS DIN HENVENDELSE DREJER SIG OM … “ og ramte muren: “Du har ringet udenfor vores åbningstid. Vi har åben alle hverdage 9-20, lørdag og søndag 11-17. Du kan finde svar på alle de ofte stillede tekniske spørgsmål på  www.cybercity.dk under Privat. Tak for din henvendelse.”

Jamen, mit internet kan ikke …. Nevermind.

Og jeg er ikke engang startet på, hvordan man kan lukke sin support klokken 20 på en hverdagsaften eller klokken 17 på en højhellig lørdag, når man udbyder bredbånd, der må antages at blive benyttet til almen fritidsunderholdning såsom streaming film, online spil, pr0n og leeching.

How lucky do you feel?

Tak til Jorgo, som smittede mig med den.

Lattetøser. Luksuskaffe. Aldrig bør de mødes.

Jeg erkender åbentlyst, at jeg er en lattechick (chick, ikke tøs. Forskellen er stor). Jeg elsker god kaffe, og jeg elsker steder, hvor de vil sælge mig det. Især hvis det serveres af lækre, skaldede, høje mænd, der ved noget om kaffe (du ved, hvem du er). Kaffebarer er blomstret op alle steder i de senere år, og København er et sandt slaraffenland med et stadigt voksende udvalg af kaffedrikke, jeg aldrig lærer at huske navnene på. Jeg er alligevel dybt konservativ og skal altid bare have en dobbelt eller trippelshot latte*, så det er så nemt. Eller en espresso med en klat flødeskum (som også hedder et eller andet tjekket). Hvis det er varmt, går jeg amok og bestiller en islatte. Damn, look at me go.  
        Til gengæld skal det være en fandens god kaffe, der ryger i de latter. Jeg er fuldstændig neurotisk med smagen, og hvordan den laves. Men mange af kaffebarerne er blevet udstyret med lattetøser - søde piger, der uden tvivl er en fryd for øjet og added bonus til kaffen hvis man holder af smukke bryster og søde ansigter. De er chikke, søde og meget venlige. Jeg forstår salgsaspektet. Men jeg aner ikke, hvorfor de har søgt arbejde i en kaffebar. Eller også ville jeg ønske, at der var flere bartenderstillinger, eller hvor de ellers normalt får penge for at se søde ud.
        Problemet er, at lattetøser er ligeglade med kaffe. Og de skal have hele dagen til at gå i den kedelige kaffebar. Der er altid to på arbejde af gangen, og alting går meget langsomt, når de skal lave en kaffe. For de skal snakke med veninden, kigge blankt rundt i lokalet, tygge på tyggegummiet, rette på håret og lege med espressofidusen, fordi den altså godt kan være lidt svær at sætte fast. Eller bare sådan stå og kigge ud i luften, mens de venter på veninden, der også står og kigger lidt ud i luften, mens espressomaskinen ikke kører, fordi nogen glemte at trykke på knappen.
        De må gerne være søde. De må gerne være smukke. De må gerne være chikke (og inspirere mit klædeskab). Men hvis de er mellem mig og min kaffe skal de fandeme tage sig sammen og lave det, de burde stå der for: Fandens god kaffe. Med liv og sjæl og flamberede bønner i blikket. Nu. Der er en grund til at jeg er gået på kaffebar, og ikke på MacD, hvor det er billigere og hurtigere. Lukuskaffe involverer kompetent betjening og marginal interesse i det man har mellem hænderne. Ellers er det bare meget dyr, ærgerlig kaffe med en bismag af at være blevet røvrendt.

_{* Det er et fjollet ord. Jeg ville ønske vi fandt på noget andet. Ikke nødvendigvis "Kaffe med varm mælk og skum med mønster på toppen". Men et eller andet som ikke kræver, at man læner sig frem over disken og trækker ordet af sin tunge som et stykke fluepapir. Laaaaarrtte.}

Kaffehætte (termotøj til stempelkander) Det lyder helt vildt hyggeligt. Hætte til kaffen. Hættekaffe. Måske fordi jeg godt kan lide både kaffe, hætter og hættetrøjer. Og punkere og andre folk i hætter. Kaffehætte kunne også være en ret fin fugl: "Se, en kaffehætte på foderbrættet!"