I går, da jeg skulle i seng, ville jeg gerne have, at det skulle være som i gamle dage: Nogen skulle læse op for mig, mens jeg faldt i søvn. Løsningen lå jo lige for: lydbøger. Og siden jeg er i besiddelse af en (nu funktionel) adgang til internettet, burde det vel tage 5 minutter at slå kløerne i den nyeste thriller/suspense/fantasy og hente det ned på sin bærbare, tage den med i seng og få varmet sin mave af GPU-køleren, mens nogen fortæller spændende historier i mørket.

Think again.

Først ville jeg være økonomisk, og loggede derfor på bibliotekernes selvbetjening med en vag idé om, at de jo nok havde sådan en service. Næh. De havde en samling støvede lydbøger på CD’ere og bånd, til fysisk afhentning.

Nåh.

Ok, men jeg kunne huske fra sidste års julehandleri, at der så småt var begyndt at dukke kommercielle lydbøger op i boghandlernes vinduer. Så måtte de klart også have lydbøger til download. Selvfølgelig ville de have det. Der er jo blevet snakket op og ned ad stolper om e-handel, og hvor meget vi danskere handler over nettet. Grøntsager, fisk, frakker, støvsugere og muzzak. Så selvfølgelig ville der også være bøger. En glitrende, digital boghandel, der ville udfolde sine døre og blidt trække mig indenfor i et grænseløst boglandskab, en læseklode, et ustoppeligt kosmos af bøger, der bare ventede på at blive trukket ned af bits-og-byte hylden og blive mine.

Troede jeg.

Google var egentlig ikke så meddelsom omkring lydbøger til download, men den havde da et par bud, inden den nåede til domæne-squatters og pornosider. 

Først gik turen til Aschehoug.dk. De havde tilsyneladende kun 10 lydbøger til salg - altså, hvis jeg ville vente på pakken med posten og bløde op til 299,- for en digital version på oldskool CD. Nej, ikke så godt, tænkte jeg. Alt over 10 sekunders leveringstid er sub-optimalt, når man er i forbrugerhjørnet. Det gik kun i gamle dage. 

Næste forsøg på Gyldendal.dk linkede videre til deres samarbejdspartnere (antager jeg), TDC (dødt link) og Urban.dk.  Sidstnævnte besad til gengæld hele 73 titler. Ikke ligefrem til at falde i svime over, men OK. De ville gerne sælge mig en digital version til download. Fantastisk!

Men så er der lige problemet, når det er en bærbar Mac, man gerne vil lytte fra: “Hvis du benytter Mac eller Linux, vil du dog ikke kunne afspille WMA-musikfilerne. Det skyldes, at de er beskyttet af DRM, og Mac/Linux understøtter ikke dette system. DRM er et krav fra mange pladeselskaber.”

Orily?

Der var dog en løsning, opdagede jeg efter at have rodet lidt rundt i hjælpesektionen:

Konvertering af WMA
For at kunne afspille musikken på en iPod og andre afspillere, der ikke er kompatible med Windows’ DRM licenser, skal den konverteres til Mp3 formatet. Sådan gør du:
1. Hvis du afspiller musikken for første gang, skal du afspille et kort stykke af hvert enkelt nummer i Windows Media Player 9 eller højere for at hente licenserne. Bemærk, du skal være logget på internettet imens denne handling udføres.
2. Brænd en cd med musikken via Windows Media Playerens brændeliste.
3. Brug derefter 'Kopier fra CD' funktionen i WMP for at kopiere filerne fra cd'en ind på computeren i MP3-format. (Husk at vælge hvilke format WMP skal konventere til, den står til WMA som standard. Det ændres her: Funktioner -> indstillinger -> Kopier fra CD).
4. Du kan nu overføre Mp3 filerne til den ønskede afspiller

Nåh.

Men nu var det sådan set lidt sent om aftenen, og jeg ville sådan set bare gerne i seng og lytte til min bog … Et kort, sort øjeblik overvejede jeg at tænde for en torrent-downloader, og få det overstået. Men nej, jeg ville jo gerne give penge for min godnatlæsning, og støtte de flinke forfattere (og oplæsere, og oversættere, og forlag, praise Jesus, send flere penge!), så jeg kæmpede trofast videre.

Så fandt jeg frem til EnNyBog.dk, som glad bød mig velkommen:

Yessir! Jeg var klar! Mit kreditkort dirrede af iver. Over 50 bøger til download, så det ud til. Ingen sci-fi, ingen   fantasy, ingen kække ting. No-frills fagbøger og fiktion. Jeg var ved at nærme mig den desperate fase, så det var sådan set OK. “Ornitologiske Vandringer På Vestkysten 1984-88” ville have klaret spærregrænsen uden problemer.

Men:

Konvertering af WMA
"I nogle tilfælde er lydbogen i WMA format, og for at kunne afspille lydbogen på en iPod, ikke-DRM kompatible afspillere eller på en MAC, skal den konverteres til Mp3 formatet på en Windows PC. Sådan gør du: … ”

Nej, nu stopper I!

Her gik det op for mig, at jeg ledte det forkerte sted. Internettet er jo internettet, fordi det fører ud af lille, ikke-digitale Danmark og ud i verden, hvor der er andre af min æt.  10 sekunder på Google med de rigtige søgeord (lydbog + download + lige nu +nemt  audio + ebook + download) , og så landede jeg på Audible.com. 10 år på bagen (wow, var der ægte internet dengang? jeg husker det som tidlig IT-stenalder), kæmpe udbud, flere membership plans, ekstra tilbud og fristende lækkerier overalt. Meget Amazon.com-agtigt (bortset fra at Amazon.com også uden at blinke tilbød at sælge mig digitale bøger i æsker, der skulle sendes med snail-mail).

Jeg var proaktivt bitter efter mødet med de andre sites. Så ville der vel være noget med DRM-licenser eller WMA-formater igen. Eller måske skulle jeg downloade deres helt egen E-reader for at få lov til at lytte til min bog, og den ville tilfældigvis ikke være kompatibel med Mac, eller kræve ekstra downloads af drivers, der straks ville sprænge min maskine i luften, eller forvandle alle mine andre mp3-filer til genindspilninger af Det Bedste. Eller måske ville de ikke sælge til folk udenfor USA. Eller måske forpligtede jeg mig til at købe 25 bøger om måneden or else. Jeg havde givet op på min godnathistorie.

Men nej.

Jeg købte mig den billigste Membership Plan  (formedelst 7.49 dollars for de første 3 måneder, herefter 14.95, med én gratis bog om måneden og rabat på resten). Jeg valgte mig en bog. Jeg lyttede til det lange, fine uddrag, som afspillede uden problemer. Jeg klikkede på “purchase”. Jeg downloadede. Jeg afspillede i min mp3-afspiller uden den mindste krølle på noget. Jeg faldt glad i søvn. Halleluja!

 


Moralen er: Hvad fanden? Hvorfor er det lige, at der skal være alt det ballade med rettigheder og formater og jegskalkommefterjer. Jeg er en ærlig forbruger, med ærlige penge og et ærligt internetkabel, og en ærlig trang til at købe rigtigt mange lydbøger. Kom nu, danske sites der sælger bøger. Det er ikke farligt.

Min Google-søgning faldt i øvrigt over en artikel med den lokkende indledning: “Forestil dig en fremtid hvor du kan gå ind på biblioteket via din computer og låne en lydbog” Ja, for fanden! Gerne! Men artiklen er fra 2006, og nu skriver vi 2008…

    Holte er et meget grønt område. Udover at være en vigtig brik i Rudersdals profil som en sportsaktiv kommune (antager jeg), er Holte også hjemsted for et væld af kryb, kravl og flyvende (onskab), som nyder godt af vildtvoksende haver og mange, mange små damme og søer.
    Jeg bor i et hus, der er jævnt attraktivt for snegle af den landligt stribede slags med små sneglehuse og lange, grå fødder. Stribede snegle er meget fine dyr, og jeg holder rigtigt meget af dem. Udover at være dekorative, er de også utroligt smukke og elegante når de strækker følehornene ud og langsomt glider afsted i én, lang, ubrudt bevægelse. Meget meditativt. Og det bliver kun bedre i XXL-udgaven, vinbjergsneglene, som jeg alt for sjældent møder i skoven.
Om morgenen sidder de små stribede varianter nydeligt fordelt på vores dugvåde indgangsparti, og gør hvad det end er snegle gør, når de sidder på mure. Måske soler sig, eller drikker. Eller nyder udsigten. Planlægger dagen. "Denne uge er jeg på sviptur over til busken med de hvide blomster. Hvis jeg lægger frokosten på den tredje flise og aftensmaden i skyggen af ... "
    Men henad aften bliver det forforfærdentligt at dele sit jordlod med sneglene. Når man skal ud med skraldespanden eller måske hente katten i baghaven i skumringen, og tager flisegangen, går der lige præcist kun et øjeblik før man hører det uheldsvangre *knas*. Man ved, at en uskyldig snegleven - stribet - sidder fast under sålen på ens sandaler. Han nåede aldrig busken med de hvide blomster. Eller den frække snegletøs på den anden side af dørkarmen. Eller at blive til en lille, ny snegl. Så mumler man et brødebetynget "undskyld", og prøver forsigtigt at afsøge flisen foran med spidsen af foden, inden man vover det næste skridt. Men nej. Knas. For fanden da. Undskyld! Knas, knas, knas. Inden man har nået hushjørne, ligger større slægtsgrene af stribede hussnegle fladtrådte tilbage på fliserne. Og der er ikke noget at gøre, andet end at tage mordene på sig, og håbe de vælger noget med ben og bedre acceleration i deres næste liv.
    Så er der dræbersneglene. Vi har sorte, gule, røde og brune snegle i Holte, og mens jeg er ganske med på at de sorte snegle er harmløse og venskabelige væsener, er jeg straks mere usikker på den varme palette af brunt, gult og rødt. Er dræbersnegle kun brune? Eller også lidt røde? Er de gule neutrale? Eller sneglenes version af hyperafblegede trendjunkies? Det er vigtigt at skelne, for jeg har læst i avisen, at min art er i indædt krig med dræbersneglene, og at jeg både er en dårlig nabo og en ussel landsforræder, hvis jeg ikke er med i kampen. Dræbersnegle kommer væltende og spiser vores haver og jordbær og haveredskaber og andet løsøre, siges det. Men jeg har haft svært ved at oparbejde det rette destruktive had mod de slimede gæster. Mest fordi jeg også holder meget af snegle uden hus. Come on, hvor slemt kan det være. Og hvad nu hvis jeg stamper en rød snegl i småstykker, og det slet ikke var den rigtige variant?
    Men så fortalte nogen mig, at dræbersnegle dræber de andre snegle. Outrage! Jeg må beskytte den sorte, danske snegl mod invasive arter! Jeg er straks mere motiveret for at løfte min sandal i hævnende handling. Men snegle uden hus er så fandens store. Og slimede. Og fyldt med indvolde. Hvis jeg lader som ingenting, bliver de sikkert nakket af de andre haveejere. Eller ædt af egern. Go egern, go!
    Man kan også lære noget nyt af at have åbne vinduer i nattetimerne. En aften lød der en sær brummen ved bagerste vindue, og ind væltede et grønt, trekantet insekt der slingrede erratisk rundt i rummet for til sidst at styrte dramatisk ned i min kurv med smykker. Jeg havde aldrig set noget så grønt og trekantet. Og med brune striber. Og noget skjoldagtigt på ryggen. Måske ville den bide. Måske kom den fra Afrika i en klase bananer. Eller fra en af de nye EU-lande. Den blev straks varetægtsfængslet i et glas, og så strøg jeg på Google. Det gik hurtigt op for mig, at der er et dynamisk miljø for insektelskende mennesker online. Der var debatfora om trevingede murbiller, chatsider om alle varianter af myrer, prægtige gallerier med frække nærbilleder af store blødvinger fanget i erotiske øjeblikke.  
    Det var svært og jeg ledte rigtigt længe ("Bille + grøn + farlig + akutdød", "bille + grøn +mange + ben", "bille + grøn + trekantet + fjollet", "bille + grøn +übersjælden +dusør".... ), men den aften fik jeg forskellen mellem flåter og tæger på plads. De har altid været det samme dyr i min forståelse. Flåt, tæge, flåt, tæge. Alle til hobe grimme, blodsugende lortedyr, der hænger i højt græs med skimasken trukket ned, klar til at hoppe på uanende mennesker og pumpe dem med Borrelia mens de ler skingert og ondt og oven i købet stjæler deres blod. Men min nattegæst var en tæge, nærmere bestemt en grøn bredtæge, som ifølge siden "... er vegetar og lever udelukkende af plantesaft, som den suger på forskellige planters blade og frugter." Aaah. Vegetar. Fredselskende og kær. Helt OK. Min gæst blev løsladt med mange undskyldninger og vage løfter om erstatning, og brummede vredt ud i natten igen. Se, fredelig sameksistens faciliteret af viden og rigelig netadgang.
    Til gengæld kom min kat hjem fra skoven med en pragtsamling af de lokale flåter, som straks sprængte hitlisterne som det mest ulækre, frastødende og afskyelige dyr jeg til dags dato har måttet trække af mit kæledyr med en dertil indrettet flåttang. Flåter er naturens double-up på edderkopper. Edderkopper er grimme, kravlende bæster, der fanger ting i deres spind og langsomt myrder det. Men de tager i det mindste fluer, og jeg må tilstå, at jeg har en pragmatisk alliance i mit køkken med et par af dem. Flåter er edderkopper med en påsat blodsæk, og et skud borrelia i snablen. Uden spind, men nu så små, at man ikke har en chance for at fange dem. Hvis jeg ikke var så økologisk bekymret og ideologisk hæmmet, ville jeg ønske dem ud af den forsamlede fødekæde sammen med hvepsene, der ikke gør andet end at være rockeragtige og gå os i bedene. Men på en lidt cool måde.  
    Og så er der myggene. Holte har myg i særklasse. Ikke de der små, tøsede myg, der langsomt og tøvende nærmer sig med et klart og tydeligt "MMMmMmmMMMmMMMmmmMMM", så man kan nå at være irriteret, stå op af sin seng, finde en avis, rulle den sammen, vente forbitret mens man beklager tabet af nattesøvn, og mange minutter senere smadre den uvidende angriber med dagens nyheder, når den endelig når frem. Holtemyg er ikke alene store som frilandssvin. De er også lydløse. Og de stikker gladeligt gennem en t-shirt.No shit, jeg har taget dem på fersk gerning. Og de stikker så hårdt, at man kan mærke stikket som et lille nap i armen. Hvis man så ikke er hurtig og får dem klasket, pumper de hele legemsdelen fuld af deres toptunede Holtemyggegift, og så kan man forvente 14 dages kradsend, hævet ømhed, som bare ikke vil gå over eller holde op.
    Og hvor andre myg formår at holde sig til søer, damme, moser og andre steder med stillestående vand, og i øvrigt høfligt stempler ind ved aftenstid, og pænt ud igen om morgenen, er Holtemyg klar hele døgnet. Hvis man vover sig ned til sin terasse ved højlys dag,og den ligger delvis i skygge, vælter der straks en 3-4 brumbassestore Holtemyg ud og vikler snablen om benene på én, mens de råber på de andre. Uden varsel, uden en lyd, uden respekt for at jeg vejer mere end alle deres venner tilsammen. Holtemyg er den eneste lokale dyreart, jeg med glæder myrder. Og ikke alene myrder. Jeg smører dem ud på mine ben og kagler ondskabsfuldt, mens deres døde insektrester tørrer væk i solen sammen med det stjålne blod. Holtemyg gør mig til et grimt menneske.

Når man migrerer mellem landsdelene, er der faktisk mange funktioner der pludselig skal findes erstatninger for (læger i Holte er f.eks. ikke den store, spændede palette af udbud, åndssvage 5-kilometers regel). For eksempel dyrlæger, som man gerne vil kende i god tid, inden det bliver tid til at ringe klokken 3 om natten og tude i telefonen, fordi katten ligger i dødskramper med åbent benbrud på gulvet. Jeg har haft Åbyhøj Dyreklinik i Århus i mange år, og hvis det ikke var for de 2.5 timer(+ 1D45 DSB-minutter) i rejsetid , havde jeg været kunde endnu. Men ak, tiderne skifter, og nye dyrlæger må til, og min nevøs kæreste, som er nyuddannet dyrlæge, er blevet punket for et navn. Alle dyrlæger kender jo hinanden, sådan må det være.
    I dag var det så tid til at tjekke den anbefalede dyrlæge ud. Pilgrimsrejse til Frederiksberg (uden j, husk det nu) med S-tog og metro med trist, men fattet og værdig kat i kattekasse. Jeg kan godt forstå at katte synes det er pinagtig at dingle rundt i en plastikkasse, når man stadig har familiebillederne af Savannens Konge hængende på den genetiske stuevæg.
    Kattekasser er i øvrigt et fremragende kontaktobjekt på både den gode og dårlige måde. Alle undervejs er meget nysgerrige efter at se dyret ("Er det en kat?" - "Nej, det er en baby alligator"), og starter gerne en samtale omkring det, hvilket klart kan gøre rejsen hyggeligere. Desværre er man på en eller anden mærkelig måde også forpligtet til at underholde børn, når man har en kattekasse i nærheden af sin person. Man kan se det allerede når forældrene eller pædagogerne stiger på bussen, og med rovdyrblikket får øje på den afslørende form. "Se, Pivert! En KAT!" Sekundet efter kommer Forældreblikket ("Er han ikke sød?! Du ÆLSKER også børn, ikke?? Nu skal vi RIGTIG hygge os med din kat"), og så er man på spanden. Eneste forsvar er at trække i det kølige, uforstående blik og i stedet ligne en Kattedame. Alle ved, at Kattedamer er barnløse særlinger, der hakker naboens børn til kødstykker i brun sovs i ly af mørket og fodrer sin flok med dem.
    Nå, spøg tilside. Jeg tror min nye dyrlæge er en nørd. Hun sagde ikke goddag, gav ikke hånd, og var minimalt interesseret i mig. Måske var jeg en del af håndtaget på kattekassen. Til gengæld havde hun tykt, blødt gummi på sit undersøgelsesbord (perfekt til katteklør), et fremragende tag på katte (også vagt neurotiske eks-vildkatte) og den samme rolige og coole udstråling som sømandskoner, akutsygeplejersker og kvinder der med glæde arbejder på boreplatforme. Jeg forventer mig ikke den store personstøtte, når vi når til de grimme sider af at have et kæledyr (såsom aflivninger), men hun er klart et hit hos katten, og det var faktisk det vigtigste.

Så mangler vi bare en læge til mig.  Øv. Der er garanteret masser af seje læger tættere på København.

Dagens - måske ugens eller månedens - bedste kommentar faldt i metroen mellem Nørreport og Forum, da tre raske ungersvende ikke en dag over 8 slog sig ned på klapsæderne omkring mig. Purken ved siden af mig slog (med lidt hjælp fra den medfølgende dame) op på sportssiderne i sin gratisavis, og råbte så med høj og klar barnerøst over til sine kammerater: "Jeg sidder ved siden af et lækkert skår!"

 Sådan, knægt. Du skal nok klare dig.

Årets første tordenvejr - i hvert fald det første jeg har hørt - ankom tidligt i morges, lige som fuglene ellers havde skruet op for morgensangen. Skader skældte ud, duer kurrede, solsorte sang i haven, og det regnede også lidt. Så meldte tordenvejret sin ankomst i form af fjerne, knurrende brag der kælent kravlede rundt i horisonten og ikke rigtigt ville hverken det ene eller det andet. Åh nej, tænkte jeg. Et sækagtigt tordenvejr. Der er de hurtige, professionelle tordenvejr, der kommer strygende ovenover ens hus med tre, hurtige, velplacerede brag og et par smukke, grenede lynnedslag. Så kommer regnen og så er tordenvejret videre i næste amt for at vælte et par træer og måske sætte ild i et tag bare for at holde forsikringsselskaberne på tæerne.
    Og så er der de der vægelsindede, knotne, bitchede tordenvejr, som bliver tiltrukket af vand, og varer i timevis. De starter langt væk med at brøle og dundre som en fjern frontild. De er som en flok teenagetøser, der melder deres ankomst til en fest, og lidt alligevel kommer og ikke kommer, og så kommer de lige om et øjeblik, og så måske slet ikke. Man når at overveje at trække stikkene ud og bevæge sig væk fra vinduer og hvad man nu bør tage af forholdsregler mange gange, mens det bare ligger derude og lumrer, og ikke rigtigt kommer hverken den ene eller den anden vej.
    Men det er spil for galleriet. For når man tror sig sikker, teleporterer det uden varsel adskillige kilometer for at lande lige over taget af ens hus med et glimt, som havde nogen sprunget en mindre atombombe i skorstenen, og et brag så ruderne klirrer og gulvet ryster. Og så er det væk igen, fordi det fik øje på en sø - og tro mig, Holte har mange søer, for ikke at tale om Furesøen, der er et mindre hav - og lige skal forbi og se. Man kan høre det kredse rundt derude, mens det knurrer og skælder og murrer, og spejler sig forelsket i vandet. Fra tid til anden er det helt stille, mens det lader op og ruller sig sammen. Og så ryster døre og vinduer - man ved, det er hys når selve fundamentet på huset ryster med - når lyn pakket til kritisk masse bliver hamret ned i vandet eller måske i et sageløst træ, mens tordenvejret råber "LOOK AT ME, BABY! LOOK AT ME GOING BOOM-BOOOM!" til alle søer i miles omkreds. Og så tavshed igen, mens man kryber sammen under bordet og lytter efter sirenerne eller fjerne skrig.
    Men i virkeligheden har tordenvejret - og det er her at det bliver bitchet - et halvt øje bagud på der, hvor det allerede har sønderbombet. Det venter, til der har været stille et stykke tid, mens fuglene synger og regnen falder blidt og tordenstemningen letter. Man begynder at tro, at det er overstået, mens det buldrer lidt i det fjerne engang imellem med passende mellemrum, bare for at øge tilliden. Men når man så tror sig i sikkerhed og vover sig ud for at hente sin kat ind fra regnen, så er man blevet naaaaaret! Uden varsel er der kamplyn og blitz og dönnerwetter lige over ens hoved, så regndråberne flækker og ruderne klirrer igen, og man bliver nødt til at løbe som en skoldet mus for at komme i sikkerhed inden man bliver ristet til uigenkendelighed.
    Og så snart man er indendørs, er der ingen tordenvejr, no sirree, kun syngende fugle og en ildevarslende stilhed. Man kan høre tordenvejret fnise deroppe som en 12-årig dreng med en æske tændstikker og en sagesløs bille på fortovet, indtil det lister af igen for lige at tjekke søen. Og det kan bruge timer på det. Computerstik ud - tordenvejr væk. Computerstik i stikdåsen igen - tordenvejr tilbage. Man er bare nødt til at vente til det, arj ok, bare skal videre og det lissom er vildt fesent at hænge ud over Holte. Jeg prøvede i det mindste ikke at gå ud igen, hvis nu det havde fået smag for at se skoldede mus rende for livet.
    Holte. Smukke søer og meget vand = hysteriske mængder af myg og knotne tordenvejr. Jeg plejede at bo nord for Brabrandsøen ved Århus, og det var en fornøjelse at stå på sin altan og se hvert eneste tordenvejr med kurs mod bebyggelsen skifte spor ned mod søen med fråde om munden for at bombe vandet i timevis.

Nu er det så ikke så sjovt.

Og så på den anden side. Tordenvejr er også fedt. Wow. Og skræmmende. Især når lynet slår ned tæt på, og man kan høre den der helt særlige, hvislende WOOOOOOOOOAAARRRRRRWHOOOOOM! lyd, når det rammer jorden.