Skæve historier, sære ord og skarpe blikke

Entries in Dagens ord (18)

Dagens ord: Attraphjem

Attraphjem er den forunderlige tilstand som ens hjem langsomt henfalder til, hvis man ikke er ude med riven jævnligt. Attraphjem er ensomme øer af ubenyttet, unødvendigt, overset, glemt og støvet bohave i det hjemlige landskab, som af en eller anden grund bare får lov til at blive stående som en død kulisse fra sidste års liv. Det er det bord som du ikke længere bruger, fordi bordpladen for længst er druknet under et halvt ton papirer. Det er det øverste skab i køkkenet der langsomt er blevet fyldt med plastikbøtter du ikke har nogen intention om at bruge, men bliver ved med at samle på. Det er den stol du aldrig sidder i, fordi den er begravet i et bjerg af vasketøj. Det er den skrammede reol ovre i hjørnet som er fyldt med bøger du ikke har læst, ikke gider læse, ikke gider smide ud og ikke kan huske hvor kommer fra. Det er de femtusinde småting der lever i din entré på alle tilgængelige hylder, de fire proppede hylder i tøjskabet du ikke har rørt i flere måneder, og de tre tandbørster som du ikke længere bruger, men som alligevel står i tandkruset.

Attraphjem spreder sig gennem dit hjem på samme måde som mug, opvask, sammenkrøllede sokker og støv. Du ser det sjældent før det er for sent, og det kræver en weekend, en støvsuger, en storskraldscontainer og en skilsmisse for at komme til bunds i det. Så er det alligevel nemmere at lægge sig lidt på sofaen og se fjernsyn. Eller gå udenom.

Posted on onsdag, oktober 13, 2010 at 10:23PM by Registered CommenterAlexK in | Comments1 Comment

Dagens ord

Afladsgrønt

Den råkostsalat man spiser, efter at have gået amok i stegt flæsk med persillesovs. Stegt flæsk så flæsket, at det er helt glasklart og knasende på overfladen, med en indre kerne af flydende fedt. Persillesovs så tyk, at det hænger fra gaflen. Afladsgrønt så grønt og sundt, at det måske kan sætte gang i dine tarme igen, inden det er for sent og kolesterolen har bidt sig fast.

Posted on onsdag, februar 6, 2008 at 01:42AM by Registered CommenterAlexK in | Comments3 Comments

Dagens ord

Schmekt

Den tilstand man er i, når man er lige ved at gå i gang med noget kreativt, men ikke har taget det første skridt endnu. Det krilrer i maven, det bobler i hovedet og man er tændt. Man er fyldt til randen, dirrende, klar, smækker med skaberrogn, ladet til fingerspidserne og sulten som et lille barn efter at begynde, at skabe, at udtrykke sig.  Og dog gør man det ikke.

Schmekt er en tilstand af nydelse og doven lige-om-et-øjeblik-men-ikke-nu, som ikke skal forveksles med skriveblokeringer eller alvorlig skaberkrise. Den kan strække sig over mange dage, og ligesom månens faser til- og aftager den over tid. Den erfarne udøver kan således nyde at være i Schmekt i ugevis, men ved hvornår det er tid at rulle ærmerne op og rent faktisk lave noget.

Posted on fredag, februar 1, 2008 at 10:58AM by Registered CommenterAlexK in | CommentsPost a Comment

Dagens ord

Mediesvaber

En topmoderne ungersvend mellem 18 og 45, der arbejder med spil, film eller TV. Han kan kendes på uniformen, som altid vil være hængerøvsbukser (dyre), et par kæder og straps dinglende ned ad det ene lår, en hue hevet godt ned over ørerne, et gelé-pjusket look og casual sneakers (endnu dyrere). Hertil kommer kamera, bærbar i sort designertaske og 1D6 straps dinglende fra en lomme samen med den uundværlige keystrap med seje medie-logoer. Mediesvaberen er altid lidt fraværende, tilbagelænet og professionelt uimponeret, hvilket skaffer ham adgang til de fleste ting.

Posted on fredag, februar 1, 2008 at 10:50AM by Registered CommenterAlexK in | CommentsPost a Comment

Dagens ord

Nappelås

En lynlås med langre fingre, som konstant skal overvåges ved enhver op- og nedlyning. Hvis man besidder en frakke med nappelås, skal man konstant udrede frakkeforet, halstørklæder, ledninger til høretelefoner og andre objekter, der er velegnede til katastrofale fastkøringer. Hvis den sidder i bukserne, rager den uden at blinke kønshår til sig.

En nappelås har overlegen timing, og hvis den har held til at indfange noget, bider den sig fast. Prøver man at fravriste nappelåsen sit bytte, taber den tænderne og efterlader dig i en frakke, der er halvt lynet op, halvt ned, mens busdørene går op og du skal ud i regnen. Sidder den i bukserne, flækker den dramatisk på midten og gaber op, når man ikke har skiftetøj med, og i øvrigt er på vej til møde.

Nappelåse er den dér slags lynlås, som sidder i den ellers ret lækre vinterfrakke man endelig fik slået kløerne i, og den var også ret billig, og det var skide fedt, men så opdagede man det med lynlåsen.

Posted on fredag, januar 25, 2008 at 11:15PM by Registered CommenterAlexK in | Comments2 Comments