Attraphjem er den forunderlige tilstand som ens hjem langsomt henfalder til, hvis man ikke er ude med riven jævnligt. Attraphjem er ensomme øer af ubenyttet, unødvendigt, overset, glemt og støvet bohave i det hjemlige landskab, som af en eller anden grund bare får lov til at blive stående som en død kulisse fra sidste års liv. Det er det bord som du ikke længere bruger, fordi bordpladen for længst er druknet under et halvt ton papirer. Det er det øverste skab i køkkenet der langsomt er blevet fyldt med plastikbøtter du ikke har nogen intention om at bruge, men bliver ved med at samle på. Det er den stol du aldrig sidder i, fordi den er begravet i et bjerg af vasketøj. Det er den skrammede reol ovre i hjørnet som er fyldt med bøger du ikke har læst, ikke gider læse, ikke gider smide ud og ikke kan huske hvor kommer fra. Det er de femtusinde småting der lever i din entré på alle tilgængelige hylder, de fire proppede hylder i tøjskabet du ikke har rørt i flere måneder, og de tre tandbørster som du ikke længere bruger, men som alligevel står i tandkruset.

Attraphjem spreder sig gennem dit hjem på samme måde som mug, opvask, sammenkrøllede sokker og støv. Du ser det sjældent før det er for sent, og det kræver en weekend, en støvsuger, en storskraldscontainer og en skilsmisse for at komme til bunds i det. Så er det alligevel nemmere at lægge sig lidt på sofaen og se fjernsyn. Eller gå udenom.