Nidbedste

Den gennemsnitlige Nidbedste er 175 centimeter, 83-årigt, kalkuleret nederdrægtighed, udstyret med en tung, sort stok og en bjæffende, flødefarvet moppe.  Du møder hende oftest i supermarkedskøer, ventesale, toge og andre offentlige steder, hvor det helst skal gå lidt stærkt. 

En Nidbedstes fornemmeste mål er at være mest mulig besværlig og urimelig, uden at du har en chance for at gøre noget ved det. Hun vil altid have vundet på forhånd, fordi gamle damer er Danmarks svar på indiske, hellige køer, og hun ved det. Omgivelsernes indestængte bitterhed og uforløste raseri er som manna på hendes selskabstørre læber. Hun vil æde din tid, dit overskud, og din tro på menneskeheden ved sit blotte nærvær. Hun vil bruge timer på at diskutere, om hun har fået 2,50 kroner for lidt tilbage eller ej, mens køen ved kassen vokser og skrigende børn venter i daginstitutioner i kilometers omkreds, fordi deres forældre er samvittighedsgidsler i Netto. Hun vil være i en konstant tilstand af jeg-falder-og-brækker-hoften-dit-svin, mens hun møver sig ind foran dig i bussen eller toget, uden at du kan sige noget. Hun vil trække sin stok hen over dine skinneben, uanset om du var i vejen eller ej. Hun vil tvinge dig til at hente kufferter op og ned fra bagagehylden i toget, hente hendes kaffe, stuve hendes frakke af vejen, og sige undskyld til hende, når hun tager din plads, selvom det ikke var en mimreplads, og du egentlig havde pladsbillet. Nidbedste giver aldrig op, sover ikke, standser ikke, og hun hader dig og resten af menneskeheden.

Forsvarer du dig mod en Nidbedste, vil hun påberåbe sig sin højstegne alder, skrøbelighed, omstændighederne, generel uretfærdighed, alderdommens håbløse situation, almen respektløshed og - hvis alt andet fejler - tiltagende senilitet og hjælpeløshed, trods den glitrende, sorte intelligens i hendes vandede bedste-øjne.

Hyldehan

En løsgående mand, der med selvfølgelig og struttende hjælpsomhed lægger vejen forbi veninden eller ekskæresten uden fast installeret mand for lige at give et nap med. Hyldehanner sætter hylder op, flytter store kasser, rykker køkkener ned, murer vægge op, slår græs og opdaterer hendes antivirus, mens de brummer og mumler, og det er jo ingen ulejlighed overhovedet. Hun stryger og klapper og smiler og hygger, og giver gerne en gang aftensmad, og så er det hele slet ikke så dårligt endda.

"Fedtgråd"

"Fedtgråden bredte sig langsomt i min brystkasse. Jeg vidste, at det ville blive en lang januar". Den komplicerede og betændte følelsesmæssige tilstand af mentalt præ-aflad, man kan henfalde til, når man har spist alt, alt for meget fedt på alt, alt for kort tid, vel vidende at det sætter sig, at man i forvejen ikke kan passe halvdelen af sit tøj, og at der ikke er nogen magt på jorden, der kan stoppe det, fordi det er december, og det ligger på ens tallerken, og hvad fanden skal man gøre, man kan jo ikke bare lade det ligge, men det hele er noget værre noget.

En mental klagesang, der synges ved hver mundfuld og hver godbid, og som kun kan dæmpes med en lind strøm af tavse, interne løfter om løbeture, slankekure og helse-pisk.