iTunes er muligvist både dyrt og nedrigt proprietært, men det har gjort utroligt meget for min musiklytning de sidste 2 år. Man kan altid smutte på iTunes og finde et eller andet nyt og mærkeligt. F.eks. ved at taste noget tilfældigt ind i søgefeltet, og se hvad der dukker op. Så kan man suse ned gennem listen og snuppe smagsprøver undervejs, indtil man finder noget lækkert, der skal med hjem i kurven. Man kan også starte med sin gamle, ridsede pladesamling eller prøve at komme i tanke om, hvad det var man lyttede til døgnet rundt i 1988 og skrålede med på en sen nat i Skjoldhøj, og se om iTunes også synes det er så fedt, at de udbyder friske, digitale versioner til download.
    I skrivende stund fik jeg  lyst til at vende tilbage til de gode, gamle dage og finde noget hår-ryste musik at skrive til, men jeg kunne sgu ikke huske hvad det var jeg egentlig lyttede til. Og i øvrigt har de unge har fundet på alt muligt gøgl siden jeg sidst kiggede forbi den tunge del af musikken. Emocore? Trashfunk?  Doomrap? Der var ikke andet at gøre end at tage iTunes kategorien "Heavy Metal --> Death/Black" fra en ende af. Her opdagede jeg at jeg stadig ikke kan lide Blackthrone (det er ligesom med Danablue ost - jeg prøver engang imellem, men det smager stadig af muggen ondskab) og Cradle Of Filth, og at Candlemass, Cathedral og Amorphis stadig holder.
    Og  så faldt jeg over Drecksau: Brecher (1998), som er dagens køb og  ifølge de første 6-7 dovne hits på Google er "Doomcore". Okay. Jeg er nu Doomcore fan. Så fik jeg det på plads. Drecksau lyder præcist som dengang i hine tider hvor jeg gik til koncert. Tung, monoton guitar med tålmodige trommer, godt med growl og ikke for meget af det der syngeri og melodramatiske synthesizers.

Og nej, iTunes, Bryan Adams skal ikke være i "Heavy Metal" kategorien. Han er fed nok - men han er ikke heavy. Ikke i min virkelighed. Sortér om.