Dagens ord
"Fedtgråd"
"Fedtgråden bredte sig langsomt i min brystkasse. Jeg vidste, at det ville blive en lang januar". Den komplicerede og betændte følelsesmæssige tilstand af mentalt præ-aflad, man kan henfalde til, når man har spist alt, alt for meget fedt på alt, alt for kort tid, vel vidende at det sætter sig, at man i forvejen ikke kan passe halvdelen af sit tøj, og at der ikke er nogen magt på jorden, der kan stoppe det, fordi det er december, og det ligger på ens tallerken, og hvad fanden skal man gøre, man kan jo ikke bare lade det ligge, men det hele er noget værre noget.
En mental klagesang, der synges ved hver mundfuld og hver godbid, og som kun kan dæmpes med en lind strøm af tavse, interne løfter om løbeture, slankekure og helse-pisk.
Reader Comments (2)