Lige rundt om hjørnet (i Holte-mil) ligger der en Merko, som er det tætteste mit nabolag kommer på en brugs (TM), når man ikke gider trekke langs søen ned til Holte Midtpunkt (og Irma, som kræver en fast bruttoindtægt på 40K+ om måneden for at man ikke græder ved kassen). Forleden, da jeg ville hente en liter mælk i Merko og solen skinnede fra en skyfri weekendhimmel, mødte jeg en flink mand, som ikke var så flink alligevel, og det var en frustrende oplevelse.
    Det startede lidt som en film.  Når man skal ind i Merkoen på Parcelvej, kan man vælge at vandre ind under halvtaget, der på den enen side passer på en tætpakket række af rullehylder med haveblomster ud til vejen, og på den anden side store paller med muld og græsfrø. Med andre ord bliver man sluset ind igennem i en alt-godt-til-haven-tunnel, og udsynet er ikke så godt. Så da en mand pludselig dukkede op ved den sidste hylde med haveplanter, fik jeg lidt af et chok. Mest fordi han på en eller anden måde formåede at manifestere sig på samme måde som nogen med en pistol i en bagholdscene dukker op lige bag helten, klar til at pande ham eller hende ned bagfra. Måske ser jeg bare for mange serier for tiden.
    Han var meget, meget nydelig, og meget, meget venlig, og i fuld Hus Forbi outfit. Jakke, kasket, keystrap, ID-kort, pengekrus. Hele molevitten. Det havde jeg sgu' ikke lige ventet. Jeg tror endnu ikke jeg har set nogen sælge Hus Forbi i Virum eller Holte. Det er sådan en zity-ting i mit hoved. Men jeg kunne sagtens forestille mig, at det kunne være smart at tage ud til de velhavende sovebyer og sælge aviser, især når solen skinner og folk har pungen fremme. Der er bare ikke mange undskyldninger i kategorien "Jeg har ikke lige penge på mig" der virker, når man træder ud af en butik med fyldte poser og lige i favnen på bladsælgeren.
    Og her holdt manden op med at være flink. Han spurgte ellers meget høfligt, om jeg ville købe et blad. Jeg overvejede sagen, mens han blev ved med at stirre høfligt på mig. Nu er det sådan, at jeg køber Hus Forbi hver måned. Udover at det er et godt blad, vil jeg også meget gerne støtte sagen. Men det kommer jo netop kun hver måned, så resten af måneden har jeg valget mellem at sige "Har købt!" til de skuffede sælgere, eller købe flere aviser, som jeg enten efterlader taktiske steder, eller komposterer i nærmeste papircontainer.
    Jeg trak tiden ud med et "Jeg køber et, når jeg kommer ud igen" og stak af ind for at hente min mælk. Mest fordi jeg ikke lige kunne overskue, om jeg havde mønter på mig, og stadig var forvirret over at se en Hus Forbi sælger foran Virum-Merko. Måske tænkte han "Yeah, right", men jeg besluttede mig faktisk for at købe et blad af ham - nu havde jeg jo også lovet det. Så det gjorde jeg, da jeg kom ud igen. Vi ønskede meget omhyggeligt hinanden en god dag, og jeg drog af med mit blad. Som jeg stoppede i en papircontainer på vejen hjem
    Det burde være fint, men det føltes bare ikke godt. Jeg blev mere og mere sur, jo mere jeg tænke over det. Jeg havde slet ikke lyst til at købe et blad af ham, når det kom til stykket. Det føltes som om han havde presset mig op i et hjørne, og aftvunget mig en 20'er. Eller snarere som om han havde tvunget mig til at tvinge mig selv.  Og det havde noget med selve setuppet at gøre. Jeg følte mig som et rigt svin, som havde købt et blad af den stakkels hjemløse. Som om jeg SKULLE købe et blad, fordi jeg var et ondt, rigt svin der boede i smørHolte, og det var det mindste jeg kunne gøre for at sige undskyld for hvad?
    Det var som om han sekundet inden vi begyndte på "Hej, vil du købe Hus Forbi?" havde rakt ned i sin (Hus Forbi) taske, og trukket en rolle op, som han omhyggeligt havde stukket mig i hånden. Jeg havde ikke lige en klar selv, så jeg snuppede den og læste - og så hang jeg på den. Der stod "Du er et rigt svin. Jeg hader dig, men jeg ved at pæn opførsel og et høfligt sprog virker. Du vil købe et blad af mig, fordi jeg opfører mig pænt, og fordi du bør gøre noget for mennesker, der er stakkels. Dit rige svin." Inden jeg kunne nå at finde på noget selv, eller stikke ham en af de roller, jeg burde have i lommen, var vi gået live og scenen kørte.
    Så jeg gik derfra og var vred. Jeg er ikke et rigt svin. Og han var et røvhul. Jeg så ham i øjnene mens vi spillede "jeg køber bladet og ser glad ud, mens du ser glad ud" scenen, og de var låste og lukkede. Han var hel stiv i kroppen af al den kontrol og høflighed og al den vrede og foragt. Det var rådden karma for begge parter. Så øv til dig med tasken foran Merko!