To ting om Ungdomshuset 

 

Jeg var meget optaget af rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset på Nørrebro, og jeg oplevede at mine holdninger skiftede radikalt på en lille uges tid. Eller snarere, at hvad jeg virkelig følte omkring det, endelig slog igennem skallen af ordentlighed.

 

3. marts 2007

Det er utroligt frustrerende at være tilskuer til, at folk vælter rundt inde i København og brænder ting af. Jeg ved, at flere af mine venner er derinde om aftenen, og jeg har lyst til at ringe og skælde dem ud (ikke at de ville høre efter), og holde lange, rasende taler om demokrati. Jeg kan ikke forstå, de kan legimitere det overfor sig selv - må jeg komme og smadre deres hjem, næste gang jeg er utilfreds med noget og ligesom ikke synes, jeg kan komme igennem med mine argumenter? - og selvom det ikke skulle være dem, der smider med sten og laver barrikader, er de med til at sørge for, at stemningen er der til det.

Og hvad forventer de, at der skal komme ud af det? Politikerne kan da for fanden ikke sige "Nåmen, så ok da. Hvis I holder op med at smadre, så må I godt få et hus alligevel." For hver aften, hvor de er stjerner på TV2 News, bliver det sgu' da mindre og mindre sandsynligt, at der kan findes en fredelig løsning. Det eneste, det efterhånden kan ende med, er tudende punkere, der føler deres borgerrettigheder er blevet krænket (politiets razziaer), og en masse politikere, der ikke vil røre dem med en ildtang.

Min sympati daler fra aften til aften. Fair nok, at de var sure på dag 1. Helt fair, at der er fredelige demonstrationer og happenings. Men hvorfor hærge gymnasier? Hvorfor brænde uskyldige folks cykler og biler af? Hvorfor risikere, at der går ild i en opgang og folk kommer alvorligt til skade?

Øv!

6. marts 2007

Jeg gik på Nørrebro i går, og hver gang min næse fangede den mindste fært af røg, var der noget i mig, der livede op og ville derhen. Hver gang jeg så blå blink i det fjerne, var der noget i mig, der ville derhen.

Og da jeg tidligere på dagen passerede en fredelig demonstration, der stod på Rådhuspladsen og sang fredelige sange, ønskede en del af mig inderligt, at de ville holde op lige dér, tænde et bål og begynde at brøle. Hver aften hænger jeg på TV2 News, og en del af mig er skuffet og vred og ked af det, når jeg går i seng og der ikke har været bål i gaderne.

Det startede, da jeg forlod mit fjernsyn og tog ind til Nørrebro for at skælde mine venner ud, fordi jeg troede de kastede med brosten, brændte andre folks ting af, og i øvrigt ikke udviste nogen respekt for den demokratiske process. Jeg gik alene fra Forum gennem Griffenfeldsgade, og jeg var alene med helikopterne, der hang lige over mit hoved, og politibarrikaderne i sidegaderne med plasticskjolde og hollændervogne og lukkede ansigter. Ved Folkets Park blev jeg rullet ind i en varm, syngende, blid demonstrationsslange og trukket med.

Det fortsatte, da jeg skændtes med mine venner over mad i Stengade, og det langsomt gik op for mig, at sagen uagtet alle mine omhyggelige forbehold og rationaliseringer og idelogiske standpunkter ikke kunne sættes på plads.

Det satte sig fast, da jeg gik med til demo sent om aftenen foran Nørrebrohallen, og blev en del af TV-strisser-helikoptere-ballademagere-fotografer-tilskuere showet, og næste dag var klar til at være der igen.

Jeg prøver ihærdigt at holde afstand, og være fornuftig, at være kold og sige "De skal jo nok komme over det". Men jeg har ikke lyst til, at de kommer over det. Jeg har ikke lyst til, at Fader Ruth kan sige ting som "Vi synes vi gør en god gerning" og "Men nu må de unge græde ud, og komme videre. Vi bliver nødt til at tørre øjnene nu". Jeg har ikke lyst til, at alt kan koges ned til De Unge Ballademagere eller De Utilpassede Unge. Det var heller ikke det, jeg så den aften på Nørrebro.

Jeg har ikke lyst til, at det næste år skal fyldes med forkølede, fredelige og oversete demonstrationer på Rådhuspladsen. Jeg har ikke lyst til, at der findes en fornuftig og lidt grålig og kommunal løsning. Jeg har ikke lyst til, at alle parter kommer videre og kommer over det, og indretter sig på præmisserne, og overvinder sig selv.

Jeg har lyst til, at der er bål i gaderne indtil vi holder op med at være pæne og velafrettede, og ikke længere synker lidt sammen indeni og tænker "Det er nok også OK, at Huset i Århus bliver lukket. Det skal jo nok gå". Eller tænker "De kan vel lave et andet Christiania, hvis det første bliver lukket".

Der har været en utrolig kraft i byen, og jeg har ikke lyst til, at den forsvinder og dør hen, og rådner op af fornuft. Jeg har lyst til, at vi fortsætter med at være levende indeni.