Dette er historien om min gamle vicevært. Og om de kinesiske kopper fra København, der fandt et nyt hjem. Og om en UFO-landingsplads, der fik lokalstøtte og husede en skrotterotte, indtil han drog af lande i vrede. Og det er også historien om hvorfor man skal påskønne folk i kedeldragter, de usynlige medlemmer af Servicefagenes Klan.

I mit forhenværende lokalområde (Holmstrup Mark, ikke at forveksle med Holmstrup der ligger 400 meter længere inde mod byen og huser en månebase) havde vi en gang en UFO-landingsplads. Den var anlagt af kommunen, antager jeg - en mellemstor, nøje indhegnet plads med snorlige rækker af dyre rektangulære fliser og to eller tre lygtepæle der troligt tændte hver skumring, og spredte køligt lys over den perfekte tomhed. Der var nemlig tilsyneladende intet formål med pladsen - jeg så aldrig hverken mennesker, dyr eller skurvogne derinde - men kommunen sendte alligevel med upåklagelig effektivitet ukrudtsfjernere, sneskovlere og pæreskiftere gennem årstiderne. UFO'erne lod sig aldrig mærke med noget, og kom og gik diskret. På et tidspunkt fik de også en dyrt udseende byggestrømstavle så de selv  kunne tanke op, men ellers passede de sig selv.

Så en dag kom der Lokalstøtte til området, og Kommunen opsagde UFO'erne og lod bekendtgøre blandt folk og fæ i bebyggelserne at der nu skulle være genbrugsplads, beboerdemokrati og genbrugsforretning - et beundringsværdigt tiltag, selvom det var synd for UFO'erne der måtte rykke helt ud til den stadigt tomme motorvej mellem Århus og Galten. En årle morgen stod portene åbne og grønne containere i alle størrelser holdt deres indtog. Beboerne så at det var godt, og snart nåede den daglige strøm af regnvåde sofaer og sorte plastiksække et stabilt niveau. Det blev en sikker fest at slå et smut forbi og se hvad dagens høst kunne byde på.

Der er et eller andet over containere. Jeg har aldrig kunnet holde mig fra dem. De udsender en subsonisk sirenesang som måske kun kan forstås af folk der læser kort med store X'er og siger "Arrrr!" på ugentlig basis. Ukendte rigdomme og skatte ligger på bunden, begravet under sorte poser og knækkede sengerammer, tabt for menneskeheden i mindst et par timer. Jeg ved det. Jeg kan mærke det i mine knogler. Normalt er jeg et socialt forskrækket menneske der ikke tør overskride så meget som en køplads i Føtex, men containere bringer vaskebjørnen frem i mig. Selv "Adgang Forbudt I Containeren" og "Ikke For Private" lader mig kold.

Det var derfor at jeg blev venner, eller i hvert fald bekendt med Skrotterotten Kaj, der herskede over de grønne containeres rigdom. Vi mødtes en mild sommerdag hvor jeg havde gravet mig ned i container 2 med øje for et par lovende sorte sække i bunden. "HVAD LAVER DU DERINDE?! KAN DU SÅ KOMMEUDJEGVILFANDEMEIKKEHAVEIERDERINDESÅFATDETDOG!" skreg Kaj, og gav sig i bare ophidset frustration til at gnubbe grafitti af containeren overfor. Jeg mente at forstå hans bitre situation. Kaj var et ordensvæsen, et menneske der brugte sin dag på møjsommeligt at lægge haveaffald i haveaffaldscontaineren, stampe pap og fjerne folks misforståede placeringer af husaffald fra møbelcontaineren. Han bragte orden til det grønne univers, og jeg havde skabt et mindre lavineskred af begejstret affaldskaos. Af tonen kunne jeg forstå at jeg hverken var den første eller sidste, der ignorerede Kajs indsats for at nedbringe omkostningerne ("Jow, det koster sgu' 5000 at få tømt så'rn container, ja det gør ... "). Jeg vidste at jeg måtte blive hans ven. At miste adgangen til det grønne paradis var utænkeligt.

Kaj var en lillebitte, skægmulet fyr et ubestemmeligt sted i 50-60'erne, i denim overalls og en fedtet kasket trukket helt ned over ansigtet. Hans rasende strøm kogte ned til en jydsk, mumlende knurren af utilfredshed, mens jeg fik klappet affald på plads og redegjort for min forståelse af problematikken. Men næste dag vendte jeg tilbage, drevet af en indre feber der ville have holdt mig søvnløs i nætter, og gav verbalt håndslag på vores kommende alliance - mod at få lov til at rode, ville jeg hjælpe med at holde orden.

Jeg kom aldrig rigtigt til at hjælpe, men til gengæld lavede jeg ikke flere laviner og jeg hilste altid omhyggeligt når jeg cyklede forbi og Kaj slikkede sol med en bajer og kammesjukkerne foran sin private container. Kaj var enten så imponeret eller forundret over min interesse, at han lod nåde gå for ret. Han ignorerede høfligt min tilstedeværelse når vores stier krydsede og jeg blev grebet på fersk gerning med begge ben i sækkene.

Jeg vidste, vi var nået til en vigtig grænse da han betroede mig at han havde et omfattende lager af brugte støvsugerdele gemt i sin container, og at jeg skulle sige til hvis det var. Sommeren gik og vores forhold overgik til "Nå ... man har jo ikke set dig et stykke tid ... " på mumlende Kaj-jydsk når jeg ikke lige passede mine skrotterottepligter. Jeg slæbte en strøm af glas og tøj og fade hjem, og Kaj begyndte henkastet at nævne at jeg bare skulle sige til, hvis han skulle stille noget bestemt til side. Vi var lykkelige på hver vores måde, tror jeg.

En dag var Kaj væk. Måske havde han været væk et stykke tid. Affald voksede eksplosivt som mekanisk ukrudt, dynger af møbler og sække tårnede sig op, orden kollapsede og efterlod min elskede genbrugsplads i en frygtelig tilstand. Jeg søgte Kaj gennem den lokale Brugs, hvis kassedame kendte til hans rævegrav og ville lægge vejen forbi, men ak, intet nyt. Hver aften når jeg rullede forbi på min cykel stod portene på vid gab, selvom Kaj burde have lagt pladsen i seng senest klokken 9. Hver morgen var dyngen af respektløst skrald vokset dramatisk. Jeg frygtede det værste. Måske ville kommunen reinstallere UFO'erne, som om ikke andet svinede mindre.

Og så kom der fremmede mennesker i fremmede, grå kedeldragter, og pludseligt var der ryddeligt igen, men på en forkert måde. På sådan en lidt for stram, afstandstagende måde. På sådan en effektiv, vi-arbejder-her-bare måde. Kærligheden var forsvundet fra affaldssorteringen Jeg lurede på afstand når jeg uskyldigt cyklede forbi, og de lurede på besøgende fra deres skurvogn henne i hjørnet. Jeg holdt op med at skrotterotte. Ikke fordi jeg ikke var velkommen, men det føltes bare ikke som i gamle dage. Og stolen og Kajs vakkelvorne bord uden for hans egen container forsvandt, og Kaj kom aldrig tilbage.

Men snart forstod jeg at Kajs forsvinden var kun et afsluttet kapitel i den større historie om Det Skjulte Folk - de mennesker der klipper vores hække og luger vores bede og tømmer vores skraldespande og rydder vores sne, viceværterne og varmemestrene og skraldemændene og gartnerne. I gamle dage fik de grød på loftet og tak fra husbond, men nutildags lader de sig nøje med et vist mål af hilseritualer, vinkeritualer, og jydske samtaler i vaskeriet og nede foran affaldsskakten. En varmemesters venskab som fjendskab varer livet ud. Det kan ikke siges for ofte: Man skal ikke pisse med Det Skjulte Folk. Pis med din varmemester, og du kan vinke farvel til dit 16.000 kroners indskud når du flytter. De glemmer ikke, og om natten trommer de dagens begivenheder ud på netværket via fjernvarmerørerne. Det kræver så lidt at sige tak, og så meget at undgå det helt store flyttesyn.

Da jeg flyttede fra Ondskabens Rygende Røvhul (1'eren i Gellerup) til SolKongens Palads (3'eren i paradis) mødte jeg Rolf, den nidkæreste og flinkeste varmemester i min karriere som lejer. Ikke at Rolf var en overbærende og blød mand - uanet hvorfor nedkaldte han f.eks. boligforeningens værste paragrafforbandelser over de tidligere lejere og bestilte 3 mennesker til en halv dags stjernedyr flytterengøring, fordi køleskabet havde æggesmuds i lågen. Men han havde sine bløde pletter. Da jeg selv havde skiftet batteriet på min ringeklokke, og endda selv satte en lampe op i loftet, bød på kaffe og overholdt åbningstiderne, havde Rolf tilsyneladende tabt sit hjerte til mig. Så da min dyre termorude fik stenslag, stod der på Rolfs kommando en glarmester selvsamme dag, ganske gratis. Da min kloak stoppede, var Rolf der morgenen efter. Da Rolf overgik til hygge-medhjælper status, og hans afløser opdagede min tamrottebestand og ville skrive til boligforeningen, var det Rolf der uden mit vidende forsvarede mit hus og rotter med næb og kløer.

Og Kajs forsvinden viste sig at give anledning til en uventet og forunderlig udvikling i Rolfs og mit forhold, som ellers mest bestod af høflig hilseri og et par årlige inspektioner af vinduesrammerne. Mangen en morgen har jeg mødt en skadefro, morgenfrisk Rolf, som med forrædderisk uskyldighed råbte "Nå! Man ser dig jo ikke så tit!", hvortil jeg forventeligt svarede "Jamen, jeg står jo også lidt senere op end dig ...", hvortil han begestret råbte "Jow, vi er jo nogen der skal op om morgenen!"

Men et par uger efter de grå menneskers indtog på genbrugspladsen, søgte jeg visdom hos Det Skjulte Folk, alias Rolf og hans håndlanger der lugede bede i morgentågen. Jow, de vidste vel godt hvor ham Kaj var blevet af - han havde pakket sit gode tøj og forladt Genbrugspladsen, for han var bleven sur. Af tonefaldet kunne jeg forstå at Kaj var faldet i unåde hos Det Skjulte Folk, og at jeg nok gjorde klogt i ikke at spørge til hans videre skæbne. Jow, nu havde varmemesteren ovre fra Holmstrup overtaget pladsen, og ham om det, jow jow. Af de sørgmodige miner og hovedryst anede jeg at det var noget skidt med ham Holmstrup-fyren.

"Jamen, jeg skal vel bare have en nøgle, så vil jeg godt gøre noget for den plads", sagde jeg så, til alles overraskelse. Jow jow, sådan noget skulle jeg jo ikke stå at sige, for man kunne jo blive taget på ordet, heh heh. Jamen, var der nogle flere, så ville jeg godt gøre en indsats, fik jeg sagt. Jow jow, det kunne vel blive aktuelt, mente både Rolf og håndlanger og lænede sig eftertænksomt på kost og hakkejern.

Rolf betragtede mig kort med sammenknebne øjne, og spurgte så med høflig, jydsk u-interesse til om jeg ikke kunne bruge sådan et par kopper, når nu jeg gik og rodede i de containere deroppe. Jow, fordi han havde da et par stående, hvis det nu skulle være. Og frem fra det mørkeste og mest støvede hjørne af sin aflåste helligdom fremdrog han en papkasse med 8 bittesmå håndmalede porcelænskopper i sarte pastelfarver. Jow, de skulle vel ikke bare gå til spilde, så hvis jeg alligevel ...

Det var ikke bare kopper. Det var kopperne, der var blevet smidt ud af en Lejer. Det var kopperne, som Rolf havde gemt i lang tid. Det var kopperne som Det Skjulte Folk havde taget til sig, fordi de alene kunne se skatten som den var. Jeg var modtager af kopperne, som Arthur var modtager af Excalibur. Jeg havde vist mig værdig. Rolf vendte tilbage til kratteriet i flisekanterne med tilfredse kattesprækker i øjnene, og jeg slæbte mit bytte hjem med sol i ansigtet og en varm fornemmelse i maven.