Ode til Julegeden

 

Årets julegavehit 2006 var at give en smilende ged til de fattige mennesker i verden, i stedet for at give hinanden endnu en runde hårde hvidevarer som ingen længere har brug for. Umiddelbart en god idé, men jeg blev så provokeret over selve konceptet at jeg måtte skrive en ode til julegeden.

Gaveged, oh gaveged. Du rene, hvide velgørenhedsged. Du perfekte julegave, som ikke kan byttes. Du smukke juledyr, kendt fra annoncen og set på nettet hvor du står på dine fire gedegaveben blandt kondomer og bistader og køkkenhaver med tilhørende plastikskovle og vedligeholdelsesinstrukser. Og lover mig julefred. Havde du stået på Strøget mellem 11 og fem med gavesløjfe om halsen, ville jeg aldrig sige nej. Jeg ville aldrig gå forbi. Jeg ville aldrig blive vrissen. Aldrig nægte at lege med og gøre godt.

For jeg vil så gerne gøre noget for de andre, dem dernede, dem derude, dem der intet har, dem fra fjernsynet, dem med løbende øjne og store negermunde, dem fra flygtningelejrene og borgerkrigen og Black Hawk Down. Men ham med hestehalen foran Netto er så træls og går i vejen når jeg har travlt, og hans krav gør mig stædig og dum. Og hvad går mine penge til? Jeg har også set dokumentarerne i fjernsynet.

Og jeg vil så gerne have julesucces og ramme gaveplet. Tænde lyset i hvert barneøje, tænde smilet i familien, varme hjerterne med det helt rigtige valg. Undgå byttekøen og de falmede taksigelser. Levere varen, klatten i hatten, dét du ikke drømte om at få men altid vil bruge og holde tæt ved dit hjerte. Men jeg er dødelig, fejlbarlig og angst for når julelyset brænder igennem og det er moment of truth.

Men det ved du, oh nødhjælpsged. Det er derfor du har åbenbaret dig, du pelsede Jesus, du Kristus-dyr, du perfekte pakkeløsning.

For nu er der ikke længere dem og os, og ikke længere dårlige gaver eller byttedage. Ikke længere uigennemskuelig ulandsbistand og nødhjælpsorganisationer med alt for mange jeeps og nedladende forklaringer om langtidsinvesteringer og ekspertbistand.

Ikke længere forkerte gafler fra Eva Trio. Ikke længere nogen afstand mellem den gode vilje og handling. Ikke længere højst upassende slips og for-sjov-gaver med desperat latter. Ikke længere afmagt eller dårlig samvittighed. Ikke længere cementfabrikker som ingen kan bruge, eller projekter som ingen forstår. Der er kun dig, oh hands-on, person-to-person, pure-and-honest, simple-living feel-good gaveGed.

Oh Ged, du blide, hvide modstander af TV-negre og bistandsofre. Oh, brobygger og gedeeksponent for immaterielle glæder og absolution fra friværdi og julefedt.

Du mellemfolkelige gedeambassadør blandt mine nye negerfæller og negermedborgere i uheldige, men forståelige og ikke længere håbløse omstændigheder.

Du beklovede betvinger af evig negernød og abstrakt fattigdom i korte TV-klip over high quality satellitforbindelser. Du gedesmilende garant for startkapital og malkbare investeringer og selvgræssende forbrugsgoder.

Oh Ulandsged, du gave som går begge veje. For julenat har jeg fået en negernabo. En ægte negerkammerat, et negermedmenneske, en negerven i øjenhøjde, der vinker glad til mig på Google Earth.

Og geden, hans nye liv, vejen ud af fattigdommen er på vej til ham. Vaccineret, steriliseret, lameret, forsikret og med back-up og brugsanvisning og kommende konsulentbesøg, så han ikke fucker noget op, når han pakker min glitrende gaveged ud med sine inkompetente negerhænder.