Måge i vinduesnød 

Eller hvordan tingene kan blive misforstået

En eftermiddag dag for et års tid siden, havde nogen havde ladet dørene stå åbne ind til den mange etager høje forhal til mit arbejde, og her havde en måge forvildet sig ind. Der var rigtigt mange store ruder, og mågen havde åbentlyst et problem med at forstå, hvorfor den ikke bare kunne flyve igennem. Hjælpsomme mennesker havde smidt puder og vanter efter fuglen, i håb om at skræmme den ned til døren, og vi var en del interessede mennesker, der fulgte dramaet i vindueskarmen. Den stakkels måge måtte have hjælp, det stod klart.

Af en eller anden grund kommer jeg altid klodset ud af det med forskellige myndigheder, når det når så vidt. Jeg startede ellers med at tjekke Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Den lovede ganske rigtigt assistance og transport til herreløse og syge mindre dyr via Falck. Falck henter katte ned fra træer. Det har jeg selv lært i skolen. Logisk nok henter de vel også måger ned fra vinduer. Nu ved jeg bedre.

Jeg ringede fluks til Falck, og startede med at blive underholdt et stykke tid med tribal-drums-and-pipes julemusik.

Venlig dame: "Falck, godaften."
Alex: "Dav, jeg skal høre om I har en dyreambulance ledig...
Damen, med tøvende tonefald: "En dyreambulance .. "
Alex: "Ja, jeg står i Århus, og vi har en måge her .. "
(Jamen, hvad fanden siger man ellers .. )
Damen: "Øh .. Ja. Jeg stiller dig lige om til Århus .. "
(Det kunne de godt lige have nævnt på den hjemmeside. Jeg føler mig allerede dum)
Ond pling-pling pausemusik afløser den polyfoniske strøm. Vi er ikke længere i storbyen.)
Dame i Århus: "Falck, godaften... "
Alex: "Dav, jeg tror jeg skal bruge en dyreambulance. Vi har en måge her ..."
Damen i Århus: "Hvad har I?"
Alex: "Øh, en måge... den er kommet indenfor i vores firma. Og nu kan den ikke komme ud igen ... "
Damen: "Kan den ikke komme ud?"
Alex: "Næh .. sådan set ikke. Den står og prikker på vinduerne med næbbet, og basker rundt. "
Damen: "Er den kommet til skade?"
Alex: "Hvad? Næh, ikke endnu. Hvorfor det?"
Damen (surt tonefald): "Vi kører kun med skadede dyr. Er den kommet til skade?"
Alex: "Ne-ej .. næh ... "
Damen: "Jamen, så kan vi ikke hjælpe."
Alex: "Skal vi så bare vente til den falder ned og er bevidstløs?"
Damen: "Jah ... øh, det ved jeg ikke ... (træt tonefald) Hvad er adressen?"
Alex giver adressen.
Damen: "Og hvad hedder firmaet?"
Alex: "Runestone Game Development.... "
Damen: "Roown .. kan du stave det? Dét der det første ... "
Alex: "R, som i .. Øh, Randers. Rune ... stone ... Game ..."
Damen: "Rune ...stooo... Hvordan staver du det?"
Alex forklarer videre. Mågen er gået i selvsving ved en rude 3 etager over indgangen.
Damen (skarpt tonefald): "Du er godt klar over at vi sender en regning?"
Alex: "Hvad?"
Damen: "Ja, der er jo ikke nogen der betaler os for det her."
Alex: "Øh... "
Damen: "Altså, hvis vi sender en vogn, og fuglen ikke er kommet til skade - hvis den bare flyver væk, så kommer der altså en regning."
Alex: "Jamen, det står da ellers på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside ... "
Damen: "Jamen, sådan er det ikke. Det er jo jeres problem, at der er en måge i jeres kontor."
Alex: "Øh, den er ikke i vores kontor. Den er sådan set udenfor ... i forhallen.... "
Damen: "Nåh ... Jamen ... Hvor er den måge så?"
Alex: "På en afsats.... Altså i forhallen. Den er ret højt oppe..."
(Damen laver irritable næselyde i telefonen)
Alex: "Jamen, prøv nu at høre. Jeg ringer som privatperson. Og fuglen er i forhallen. Vi kan ikke nå den. Og den slår sig til blods ..."
(Nå jah, ikke helt endnu, men så kommer de måske)
Damen: "Nå ... Ok. Jamen ... vi har altså heller ikke noget, der kan nå så højt. Vi har bare en lav vogn."
Alex: "Nå, ok. "
Damen: "Hvad vil du have, jeg skal gøre?"
Alex: "Øh ... det ved jeg ikke. Ved du hvad, vi finder ud af noget ... Farvel."

Så gav jeg op. Senere, da der var faldet ro over bygingen, gik jeg ned og kiggede til mågen. Den sad ved døren, og stirrede på mig med triste, venlige mågeøjne. Så åbnede jeg døren. Og så spadserede mågen stille og roligt ud. Så har man også lært det.