Jeg havde aldrig gjort det selv, men min tidligere kollega Nick - som er ex-metalhoved - slæbte mig med til Ålborg til Iron Maidens åbningskoncert i Danmark. Det blev til en effektiv metal-sviptur - DSB til Ålborg, ud til hal, koncert slut, DSB tilbage til Århus. 10 timer alt inkluderet, og det involverede imod al forventing hverken dødsdruk, slagsmål, Jomfru Ane gade eller mistede togafgange. Jeg mener: Ålborg. Metal. Stadionkoncert. Hvor truck kan det være?!

Men det var faktisk en meget voksen tur. Nordpå sad vi på bestilte pladser - i stillekupéen, og hjemturen var også bestilt over nettet ugen i forvejen. Men i det mindste tabte Stillekupéen til mængden af lykkelige Iron Maiden fans på vej nordpå. De fire sæder skråt overfor os blev på magisk vis ved med at tiltrække glade, højrøstede mennesker med øl og præ-koncertglæde. Den tålmodige togkontrollør måtte i flere omgange tysse, forklare, flytte folk og dæmpe gemytter. Meget hyggeligt.

Første indtryk af Gigantium, hvor koncerten blev holdt, var en stjerneklar pløjemark uden for Ålborg. Industrikvarter til højre, "Here ends Ålborg" skilt til venstre. Men der var roskildehegn og strømme af metalhoveder, der hjemmevant forsvandt målbevidst ud over marken i vintermørket. Vi pløjede efter, og blev sluset igennem en mudret byggeplads, som viste sig at være Gigantium under ombygning. Folk pissede langs hegnene og var stive. Frysende frivillige gennede rundt med de tålmodigt vandrende masser. Det var vinter-Roskilde.

Gigantium er - ikke gigantisk. Jeg havde forestillet mig noget med pits og storskærme og langt til scenen. Men da vi trådte gennem de forjættede metaldøre, skuede vi ud over en provinslig sportshal, komplet med orange(?), formstøbte plastiksæder på publikumstribunen, små 50'er-agtige lamper højt under loftet, og en spøgelsesagtig efterklang af gummiskrig fra træningssko.
 
Og det var som at være tilbage til 1990, og måske til halbal i Hørning. Små pølsevognsagtige barer spredt ud over gulvet som lysende øer af potentiel fuldskab i koncert tusmørket. Hotdogs, pølser og popkorn langs siderne, merchandise lige ved indgangen. Store reklamer langs væggene for Nordjyllands Sparekasse og Gjøl Pølser. Gråt linoleum, der langsomt blev overtrukket med en fin hinde af tabte fadøl, nedtrådte cigaretter og sved.

Og det var som om, at alle de mennesker, jeg gik til metalkoncerter med i 1990, var blevet suget ind i en boble, der først brast nu. Langhårede fyre, store metaltøser, dystre punks, skaldede brød og tunge nørder minglede og drak og ventede og bankede lykkeligt kammeraterne på skuldrene og lavede onde håndtegn, mens ilten forlod hallen og cigaretrøgen bredte en glemslens tågebanke ud over alt som i en billig gyserfilm. Selv opvarmingsbandet (Steve Harris' datter) var lige så luset som dengang.

Det var min anden, og formentlig sidste Iron Maiden koncert. Jeg er ikke en fan som sådan, men hørte dem rigtigt meget i mine yngre år. Og jeg er slet ikke fan nok til at overleve endnu et halbal. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde mere fest med bare at være der og kigge på folk, end at lytte til musikken. Men Eddie kom på scenen - denne gang med tank - og var fin, og der var tændte lightere, og tre guitarer, og folk sang med på ekstranumrene. Alt var, som det skulle være.

Og jeg mødte så mange heavy/rollespilsmennesker, jeg ikke har set i så mange år, og som jeg ret sikkert ikke ser igen. Måske var de fanget i 1990-boblen.

Hvad er det forresten med mænd og bukser i Ålborg? Resten af landet forlod højtsiddende cowboybukser med stram talje og posede sweatshirts stukket ned i dem, lige efter 1989. Catch up!

Det eneste, der ikke var fra 1990, var procentdelen af forældre med poder til koncert. Maiden er jo et gammelt band efterhånden. Det var fedt at se far+søn eller mor+sønner - bittesmå knægte i oversized Maiden T-shirts og store hvalpeøjne blandt nitter, læderveste og tatoveringer.

Der er i øvrigt en særlig kategori af engelske mænd, som udvandrer når de bliver et sted mellem 30-50. De anlægger en kæk accent ("10 quids, love, 10 quids, come åååån"), får flakkende øjne, bliver eksotisk skaldede og vokser fast i sweatshirts med obskure bandnavne, og så bruger de resten af deres liv på spontant at opstå uden for festivaller og koncerter for at sælge billige kopi t-shirts. Måske gror de i jord gødet med fadøl, pis og cigaretskod.

Gigantium havde i øvrigt de tyndeste fadøl til salg nord for Kongeåen. Jeg er kvinde, har ikke rørt en dråbe i 13+ uger, og har -1 til Soak Alcohol generelt (rollespiller injoke). Jeg drak 2 fadøl, fik skyggen af en buzz, og derefter bare hovedpine. Måske skulle jeg have gået efter Bacardi Breezers i stedet for. Nej.

Stemningen var i øvrigt uventet god. Ingen slagsmål i luften (i hvert fald ikke i vores side af hallen), ingen agression, ingen vold, ingen ballade. Folk var fredeligt stive, metalkærlige og rystede med håret i samhørighed. Ak, det var som i gamle dage, før de små, skide grungekids ødelagde alt!

Tanke til koncertarrangørerne på vej ud: Nøjes IKKE med én garderobe til 8500+ mennesker. Selv metalhoveder bruger garderobe nutildags, og vi vil allesammen VIRKELIG gerne ud i den friske luft efter endt koncert. Og læg ikke en bar OG garderoben ved siden af en udgang.

I øvrigt stiv finger og minus respekt til de civile betjente, der besluttede sig for amokvending med bil i den vandrende folkemængde, og var millimeter fra at køre folk ned. Inklusiv undertegnede, der i sidste sekund undgik at få flækket skinnebenene på køleren ved at kaste mig baglæns ind i nogen. Undskyld, nogen!

Turen tilbage til civilisationen gik forresten glat, alt taget i betragtning. På klokkeslet lukkede festen, og vi strømmede alle sammen ud i natten over marken til de lysende rækker af uventet effektive ekstrabusser (8500 frysende og trætte mennesker, der skal betale billetten ved fordøren dog ikke så fedt, Ålborg busselskab!). Vi var fristede til at lægge vejen forbi Studenterhuset, hvor der vist var Iron Maiden Karaoke afterparty, men alderen vandt. Og heldigvis gik der et tog en time tidligere end bestilt (hvormed vi undgik endnu en skide stillekupe). Og 7-11 stod klar i Århus med trøstende junkfood, og sengen var varm og blød.