Dagens ord
fredag, januar 25, 2008 at 11:15PM
AlexK in Dagens ord

Nappelås

En lynlås med langre fingre, som konstant skal overvåges ved enhver op- og nedlyning. Hvis man besidder en frakke med nappelås, skal man konstant udrede frakkeforet, halstørklæder, ledninger til høretelefoner og andre objekter, der er velegnede til katastrofale fastkøringer. Hvis den sidder i bukserne, rager den uden at blinke kønshår til sig.

En nappelås har overlegen timing, og hvis den har held til at indfange noget, bider den sig fast. Prøver man at fravriste nappelåsen sit bytte, taber den tænderne og efterlader dig i en frakke, der er halvt lynet op, halvt ned, mens busdørene går op og du skal ud i regnen. Sidder den i bukserne, flækker den dramatisk på midten og gaber op, når man ikke har skiftetøj med, og i øvrigt er på vej til møde.

Nappelåse er den dér slags lynlås, som sidder i den ellers ret lækre vinterfrakke man endelig fik slået kløerne i, og den var også ret billig, og det var skide fedt, men så opdagede man det med lynlåsen.

Article originally appeared on Moggop.dk (http://www.moggop.dk/).
See website for complete article licensing information.