Jeg er nu 2 dage inde i slaget om at studere protein-på-protein interaktion (hvorfor lyder det vagt sjofelt?) i kampen mod muskelsvind. Min plan om at blive et filantropisk menneske tager langsom form. Med lidt held får jeg også mulighed for at donere CPU-tid til FightAIDS@Home, Genome Comparison og Human Proteome Folding 2. Bortset fra et mindre slagsmål omkring den automatiske screensaver når man ser film, har det kørt fint. Der er oven i købet en lille animation, hvor jeg kan se gule og røde klumper af proteiner dreje forsigtigt rundt om hinanden. Engang i mellem deler de sig, eller også dukker der nye klumper op. Måske er det forspillet.

Jeg har også fået mig registreret som organdonor, en anden ting jeg har villet gøre i årevis, men ikke fik taget mig sammen til, før det kunne gøres online (hvad så, er du forresten donor?).

Næste skridt: At blive fadder (modder?) for et barn et sted i verden. Så er jeg så flink, at jeg kan få fløjet pesticibefængte jordbær fra Namibia gødet med børnetårer ind med privatjet hele året resten af mit liv, uden at folk vil se skævt til mit Global Footprint. Nej? Men jeg vil stadig være fadder. Det koster 5,28 glas latte om måneden, og det er alt andet lige en bedre investering i den fælles fremtid.

I forbindelse med min irritation over julegeden researchede jeg i øvrigt på en anden måde at hjælpe folk på: Microfinancing.  Grameen Foundation havde det bedste netbuzz, og dem tror jeg godt jeg kunne finde på at donere til igen. Jeg synes det er en jungle at gennemskue hvor og hvad man skal støtte, men idéen om at låne folk penge til at komme det første (og muligvis sværeste) skridt væk fra fattigdom lød som noget, jeg a) kunne tro på virkede og b) føltes mere nyttigt end at give dem en ged eller kronisk nødhjælp i form af nedkastet mad.