Vejen til at skrive
Jeg er af den selvlærte skole, og vejen til skriveriet har været omstændelig, overraskende, god og hård. I et par år efter studentereksamen troede jeg at universitetet var sagen. Jeg læste jura, biologi og etnografi i hurtig rækkefølge, men så måtte det være slut. Jeg skrev og skrev, men ved siden af blev jeg kassedame, opvasker, projektmedarbejder, kasseslæber, lydtekniker, lystekniker, rocklysdame, barfrivillig, dørmand, lysdesigner, teater hang-around, rengøringsansvarlig, rengøringsdame, stuepige, bladskriver, webmaster, webdesigner, revy-medhjælp, lokal computer support, frivillig i Blå Kors, bisidder, roadie, festivalfrivillig og hjemmegående i sutsko. Jeg vendte endda tilbage til universitetet for at læse Informationsvidenskab, og det var fantastisk, men skriveriet satte sig endelig igennem og hev mig væk i 2003, da jeg fik muligheden for at være lead writer på et ganske banebrydende computerspil.
Men alt startede med rollespillet...
- 1994-95 havde jeg æren af at være medlem af rollespilsmagasinet Fønix' redaktion. Fønix var det første rigtigt glitrende og professionelle blad i rollespilsmiljøet, og det var fandme flot. Jeg havde rodet lidt med klubblad, men det var første gang jeg fik mulighed for at lege med "de store", som kunne finde ud af vilde ting som DTP ,og som snakkede om ting som "deadlines" og "produktionsplaner". I 1999 vendte jeg kortvarigt tilbage som klummeskriver.
- 1994 var der opvarming til Kulturby '96 i København, og i den anledning lagde kulturfærgen Kronborg til med Electronic Café for at tilbyde det eksotiske undergrundsfænomen rollespil til meningmand. Jeg fik mulighed for at udsætte mit cyberpunk-scenarie "Eyes in the Sky" for rollespil over satellitlink til LA, maskerede bipersoner på tv-skærme, forvirrede publikummer og desperate gimmicks. Det var forvirret, fantastisk og utroligt lærerigt.
- 1996-2001 var jeg skiftevis newbie-helper, head staff, coding staff, og roleplaying staff på forskellige MUSHes. MUSHes var i princippet rene tekst-versioner af nutidens MMORPG'er, hvor folk loggede på med deres karakterer for at spille rollespil. Det var fremragende skrivetræning, fantastisk rollespil, og mange skambidte knoer over dumme brugere.
- 1998 blev jeg inviteret til at være ad-hoc tekstforfatter og hjælpe med generel afvikling for "Morgendagens Orden" i København (info). Jeg havde været med på projekter før, hvor man måtte knibe ballerne sammen og løbe stærkt, men dér lærte jeg at skrive roller med lynets hast. Og drikke rigtigt, rigtigt meget kaffe.
- Samme år fulgte "Black Harvest", et stort anlagt live-rollespil i det nedlagte Mindship i København (info). Jeg var igen ad-hoc tekstforfatter, men spillede denne gang også med. Det var et arrangement, hvor rollespil blev koblet med mere mainstream kultur, og hvor det blandt andet lykkedes at få Master Fatman til at dukke op og gøre sig lækker.
- 1999 havde jeg igen mulighed for at mestre kunsten at skrive under ekstremt tids- og arbejspres, denne gang på "Pagten", et ganske seriøst live-rollespil i København (info). Jeg skulle skrive avisartikler på "ældre dansk", og det skulle bare gå stærkt. Det var her, jeg lærte at man ikke kan skrive sig ud af dårlig planlægning, uanset farten.
- 1999 bragte ">X<polis", et offentligt performance-rollespil på Roskilde Festival (info). Igen var jeg ad-hoc tekstforfatter, men blev også viklet ind i generel afvikling og improviseret rollespil med forbipasserende. Det var også mit første møde med festivallens bureaukrati. Og det var kærlighed ved første blik.
- 1999 fik jeg mulighed for at være free-lance tekstforfatter for spiludviklingsfirmaet Pixeleers i Århus. Det blev desværre kun til ét scenarie. Pixeleers drømte om at overføre rollespillet til computeren, men drømmen blev offer for blandt andet pengemangel.
- 2003 - 2006 fik jeg tjansen som lead writer på Runestone Game Development, da vi startede firmaet op. RGD blev firmaet bag Danmarks første og ret anderledes MMORPG - desværre knækkede vi også halsen på det. Det var 3 år i spildesign & spilforfatter bootcamp. Jeg forstod at komplekse historier i computerspil er som at opføre Shakespeare med tændstikdyr, og at computerspil er noget HELT andet end rollespil - og så alligevel ikke. Men det var ubetalelige lærepenge og 3 barske og fantastiske år, som jeg gladeligt ville hamre igennem igen.
- I starten af 2007 rykkede jeg rødderne op af potten, og drog til København (hvilket jeg burde have gjort for mange år siden). Her fik jeg hyre som forfatter/spildesigner hos computerspilsfirmaet Serious Games Interactive , som laver læringsspil til børn og unge.
- September 2007 udkom min første bog endelig: Marskens Hemmelighed, en dyster fantasy-ungdomsbog. Den første af mange, mange bøger.